Vi skal være bedre til at kede os.

”Kedsomhed kan være en dødelig ting på en lille ø,” skrev Christopher Moore. Kedsomheden kan forekomme som en dødelig oplevelse i en sårbar tilstand, hvor du helst vil føle dig levende.


Chancerne er, at du keder dig nu. Chancerne er, at du befinder dig et sted, og omgivelserne omkring dig er kedelige. Chancerne er, at din sidemand er kedelig. Så håbløst kedelig. Vedkommende kan være din ven, veninde, kæreste eller slægtning. Men vedkommende keder dig – keder dig i sådan en grad, at du ønsker at en komet rammer kloden, og bringer en hurtig ende på dine lidelser. Chancerne er, også, at du spørger dig selv, ”hvorfor er jeg så kedelig?” Guderne må vide, jeg har spurgt mig selv det samme om og om igen. Chancerne er, måske større, at du endda spørger, ”hvorfor er mine venner kedelige?”

Men det er sundt at kede sig. Det er faktisk vigtigt for ens mentale velbefindende. Forestil dig hvor meget din hjerne arbejder i løbet af en livstid: kalkulerer dit næste skridt, hvad der sker, hvis du foretager et højresving, hvad denne fremmede vil, hvad er det passende at sige, et cetera. Og det er blot toppen af det kolosalle isbjerg. Din hjerne er på konstant overarbejde. Hvorfor ikke lade den køre i selvsving en gang i mellem? Stirre i gadebilledet og vedblive at stirre – uden noget større i sigte, andet end blot at være til og eksistere?

Politikerne keder os til døde, så vi vælger den underholdende slags. Dem der tør skabe kaos.

Det er sundt at kede sig fra tid til anden. Det er vigtigt! Det er en del af den menneskelige oplevelse at se det smukke i kedsomheden. Men problemet er, at vi nægter os kedsomheden. Fordi vi må aldrig kede os! Belønningen skal være øjeblikkelig, og den må, for alt i verden, ikke vente på sig. Derfor tager vi fat i vores allerbedste fix, vores kæreste smartphone, og ræser i flæng med pegefingeren gennem alskens indhold: vi kan scrolle forbi det kedelige og in a New York minute, har vi klimakrisen side om side med billeder af din vens førstefødte. Underholdningen venter jo i din lomme, og kun en idiot vil da vælge kedsomheden fremfor underholdningen?

Og så starter lavinen: vi lytter ikke længere til hinanden, vi afbryder hinanden, vi keder os halvvejs igennem en sætning, fordi vi ikke bliver underholdt nok, vi slutter forhold, fordi det bare blev kedeligt i sidste ende. Vi kan ikke sidde stille, fordi nu er der et øjeblik, der helst fanges på det mobile kamera: de andre skal se, hvor sjovt jeg har det, selvom jeg ikke rigtig er tilstede. Politikerne keder os til døde, så vi vælger den underholdende slags. Dem der tør skabe kaos. Fordi livet er så forbandet kedeligt.

Men her er et interessant scenarie: tænk tilbage på sidste gang du virkelig, virkelig kedede dig. Chancerne er, at din mobil sikkert var løbet tør for strøm. Men husk tilbage på kedsomheden. Hvad skete der, når den blev afbrudt? Forestil du, at du ser dine venner lige efter en konstant tyngende stund af kedsomhed? Chancerne er, at nu er de ikke så kedelige, og at man lytter til, hvad de har at sige. Kedsomheden bringer værdsættelse med sig. Og jo mindre du keder dig, jo mindre værdsættelse af de simple glæder tillader du i dit liv.