Turbulens under København

Foto: Maj Jeanne

Efter 7 måneders stilhed kommer her en hudløs beretning fra Københavns snørklede kroge.

Jeg har været bange for at skrive. Jeg har været bange for, hvad den blanke side ville tilstå. Så jeg lod være. Låste min pen i et bur, og lod hjertet banke i stilhed. 

Efter dit fravær fylder lyset besynderligt i rummet. Lyset savner din skygge. Jeg bærer ikke mit tøj. Mit tøj bærer mig. Rummet samler støv. Det er uundgåeligt. Men mit pillebæger står klinisk rent. Et miracle of science der opholder et hjørne af lokalet, hvor jeg tilmed har hængt en afrikansk maske og et skohorn fra Italien.

”Vi opgraderer dig til 3 piller dagligt”, meddelte lægen mig. I min håndflade holder jeg min forstand, og håber, at den bevares næste dag; at jeg ikke vågner i et mørke eller i en ambulance, og at mine hænder en dag stopper med at ryste.

Lyset savner din skygge.

Hvem vil ikke glemme alt det? Hvem vil ikke slippe ansvar og flyve sammen med resten af den fortabte ungdom? 

Min hverdags turbulens afløses af mørke lokaler, hvor rindende champagne flyder gennem en teenagers mund, og hvor jeg griber fat i fremmede ben. Mine hænder søger mod dit faste bryst under din slidte t-shirt. 10 timer før, snakkede jeg i telefon med en kunde. Hold kæft, det var kedeligt. Hold kæft, hvor er kapitalisme kedeligt.

18-19-20. Tynde prinsesser med spor af hvidt på næsespidsen og med fars bilnøgler i DIOR-tasken. Selvstændige kvinder på Instagram, men forsørgerlystne på et papir. Min lyst er en AK-47, hvilket er en uheldig metafor, når man er araber. Men min lyst er en eksplosion, og jeg leder efter det perfekte offer. Det fortabte åndedræt, den slidte krop, de trætte ar i sjælen. Jeg vil indånde dig, indtil jeg ophører. Indtil jeg bliver til plastik, og smelter sammen med en kunstig verden, der fejrer elektriske løbehjul og fake profiler.

Jeg er stadig i eksil i en virkelig verden. Jeg åbner min notesbog, og finder endnu en tilståelse: 

Jeg har stormet min forstand
tre-fire-fem nætter i streg
Jeg har betalt hemmeligheder til fremmede
og fremmede har belønnet mig
med gaver der opløses i sollys
Se, månen og gadelys og REGNEN opløser
Rådhuspladsen i pletter af neon og hvidt og sort
Mit bryst ræser og du har fødder af ild
Hvornår kysser vi?
Hvornår stopper dansen?
Hvornår stopper den summen?
Hvornår, hvornår, hvornår?
Hvornår griber jeg om dine baller
og tvinger dig til at acceptere
min sandhed?

Mylderet af tilfælde fortsætter og erobrer uger, indtil…

Indtil… 

Jeg ræser i en cykel – det bankende bæst råber i mig! – og jeg styrter. Jeg vågner i en pøl af blod, og en gotisk engel svæver over mig: ”Hvad lytter du til?” spørger hun.

”Nick Cave,” svarer jeg uden at tænke situationen igennem… uden at ænse at jeg ligger på asfalt med en hvid skjorte, der nu er rød, og en fremmed kvinde der kæler mit hår. Måske ønsker jeg døden for meget. Til det punkt hvor jeg bliver en kliche i en emo’s dagbog. Men en fremmed del af mig nægter at tro på det.

”Vi venter på ambulancen,” beroliger min ven. Den gotiske pige afspiller, ”Red Right Hand”. Alt vender tilbage. Det er ikke første gang, jeg har mistet forstanden. Det er ikke sidste gang. Ambulancen kommer. Jeg skal ombord. 

Jeg har få minder fra ambulancer. Min eks som ser på mig med røde øjne og et lettende smil, når jeg åbner øjnene. Og turbulens. Sving der ryster båren, og en nål i min arm. Ambulancer er deprimerende. Derfor snakker man ikke om dem ved et middagsselskab. Her taler man om andelslån, og hvordan man bedst planlægger sit arbejdsliv. Eller så betragter man børnene lege. De forsvinder i legetøjet med en enorm uskyld, og vi misunder dem alt det, de intet ved om verden. 

Røde øjne. Malet af skuffelse og medlidenhed. Skammen spidder min sjæl som glasskår i et tæppe.

I denne ambulance, i dette øjeblik, var jeg skamløs. Min krop blev overtaget af en befriende lettelse. Jeg nød turbulensen under mig. ”Ryger I?” spurgte jeg ambulanceførerne. Det gjorde de – lykkeligvis.

Med en blodrød klud om hagen, røg jeg med ambulanceførerne. For at sige dem tak for en god aften… for når man møder helte, skal man altid tilbyde dem en smøg.


Vil du støtte denne blog og den frie debat?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509