Tør Du Hende?

Er vi mænd blevet så feje, at vi ikke længere tør hende? 


Det kapitalistiske system beror på udbud og efterspørgsel. Det er et alt for velkendt fænomen. Dagligt træffer vi valg om hvilke varer, vi ønsker i indkøbskurven, den kaffebønne som er vores foretrukne og den skjorte som passer til vores torso. Langsomt og sikkert – fordi forbrug, udbud og efterspørgsel er indgroet i vores vaner lige siden vores første lommepenge – begynder vi at overføre de vaner til vores valg af partner. Vi stiller krav til det enkelte menneske i det samme reaktionære mønster, som tvinger os til at vælge økologiske æg fremfor buræg. Men er det rimeligt?

En tæt veninde som har arbejdet i et ældrehjem, fortalte mig en rørende historie sidste sommer. Igennem længere tid havde hun, på tæt hånd, fulgt et ældre ægtepar. Det var tydeligt at de værdsatte hinandens tid og tilstedeværelse med en enestående indlevelse, som man kun kunne gøre, når man vidste at døden kunne indtræffe det næste øjeblik. Hver berøring, hvert måltid, hvert godnatkys kunne være det sidste. De var ude af stand til forestille sig et liv uden hinanden.

”Vi har erstattet den opnåelige kærlighed med en længsel efter den uopnåelige.”

Det tænkelige skete – den ældre mand blev syg. Det var tydeligt for plejepersonalet, at det kunne være alvorligt. Enhver infektion i sådan en sen alder er potentielt set dødelig. Uroen overtog hans hustru. Det uundgåelige—men som for alt i verden måtte undgås—skete for manden, hendes elskede. Han døde, og hendes tilværelse mistede sit højere formål. Kort tid efter opgav hun – hun var klar til døden, da denne havde berøvet hende for kærligheden. Få dage senere døde hun.

Flere generationer yngre står vi og sorterer partnere, som har vi alverdens tid foran os. Vores neurotiske og forfængelige behov skygger for kærligheden – vi har for travlt til at elske betingelsesløst. Netop fordi at elske tager tid. At elske bryder mure. At elske indebærer overgivelse, overgivelse af hellige principper, overgivelse af obskure planer og idealer. At elske hinanden er det sværeste i et moderne samfund, fordi vi har erstattet den opnåelige kærlighed med en længsel efter den uopnåelige. Når nogen elsker os ubetinget, bliver vi skeptiske, fordi fortiden har hærdet vores hjerter.

Vi kæmper ikke længere for kvinden, vi forfører hende ikke længere med blomster, mixtapes eller corny lommepoesi. Vi fejrer ikke længere hendes tilstedeværelse, hendes væsen, hendes krop. Vi er blevet feje og opholder os i evigt læ for stormen. Fordi gud forbyde at vi skulle få skrammer.

Det kan vel være at kvinderne i vores fortid, har bygget mure for os at gemme bag. Men det er ingen grund til at ophøre med troen. Tro er aftrækkeren i den revolver, du kalder din krop. Jo længere du tøver med at trykke på aftrækkeren, desto mere vil tiden ruste dit våben.

Kapitalismens grundprincipper – udbud og efterspørgsel – kan meget vel fungere i forretningsverdenen, men i kærlighedens kapel vil disse efterlade os som den største taber.