Tiden under dine øjne.

Andet kapitel af ”The Modern Man – the Danish edition” åbner for en hudløs og vedkommende fortælling om at se sin far blive gammel og hans skæbne aftegnet for dine fødder. 

Mit første møde med døden, var da jeg slettede et menneske fra min telefonbog. Et strøg med min finger og hun var væk. Gemt i mig, mine minder, min krop – men intet spor af hende i min digitale telefonbog.

Jeg frygter den dag, hvor jeg skal stryge min finger med dig. Når jeg ser mig i dine øjne, barnet i mig, teenageren i mig, kærligheden i dig, frygter jeg — med kuldskær i blodet — den dag hvor jeg skal sige farvel til dig.

For jeg kan ikke sige farvel til dig.

Min verden er ikke stærk nok, jorden besidder ikke nok mursten til at beskytte mit hjerte fra din afsked. Du har givet mig liv, så jeg kunne se en himmel. Og når du,
mit nord,
mit syd,
mit øst,
mit vest
bliver revet væk af tidens umenneskelige kløer, vil verden være farveløs og jeg må rejse mig som den ensomme kunstner, der maler sit eget verdensbillede.

Kære far, jeg ved ikke, om modet bor i mig. Jeg ved ikke, om styrken hviler i mig. Min tro kan kun fjerne så meget rysten fra mine hænder. Min krop er tynd og mørbanket af tilværelsens slid. Din kærlighed har gjort mig stærk, ikke stærk nok til at leve uden dig, men stærk nok. Stærk nok til gribe om min pen. Stærk nok til at kysse min elskede. Men aldrig stærk nok til at sige farvel. Hvis min død betød, jeg kunne se dig igen i et efterliv, ville jeg drage i krig eller drikke mig død. Så grundløst ulogisk er kærligheden, som jeg, oftest, fortrænger i mig.

Mit tidligste minde er dine hænder. Du bar en blå-øjet dreng over en husmur, så jeg kunne kigge ind hos naboen. Jeg insisterede, og du ville give mig dét ekstra løft. Jeg var to år ny, året var 1982 og vi boede i Damaskus. Mit andet minde var i 1987, da jeg faldt i en isnende sø, og du sprang i for at redde mig. Du tømte ølflaskerne fra din lomme, dit Casio-ur gik i stå, og du ville redde din søn. Sammen steg vi til vandets overflade, et frossent barn i dine arme, i dag et pinligt minde gemt i min inderste skuffe.

Siden da, har vores stier fulgt hinanden, tværs over verden, gennem ørkenen, gennem ruiner og mange barer. Vi har drukket, grint, grædt og jeg har kæmpet imod mit spejlbillede, som var tegnet i konturerne på dine pupiller.

Min pen trygler efter din accept. Mit verdensbillede er en lille skygge som følger din. Jeg benægtede mit kald alt for længe, mit kald som forfatter – mit kald fulgte dit. Hvorfor? Fordi jeg ville finde mit. Og hvor hårdt jeg forsøgte at styre mit skib på trods af bølgerne, styre mit skib mod et fjernt land, ville jeg altid finde tilbage til dit kontinent.

Og her i dit kontinent, under månen som imiterer det lys, du har kastet over min skygge, er jeg tryg i dag – tryg fordi jeg ikke har kendt til noget andet.

Jeg kan se tiden efterlade sin berøring på dit ansigt. Jeg kan se tiden stjæle farve fra dine hårlokker. Og ved hvert øjeblik vi stjæler sammen i livets begrænsede rigdomme, kan jeg se, år for år, min rigdom skrumpe. Min rigdom hos dig.

Jeg er ikke klar til at sige farvel til min rigdom, kære far. Jeg er grådig med den. Jeg vil nyde den mindste mønt, det mindste gyldne glimt. Til den uundgåelige dag, du svinder mellem mine hænder, og min hjertelyd blot er et ekko af din hjertebanken.

Den dag vil komme. I en tid som ikke eksisterer endnu. Men øjeblikket hvor jeg kan ringe til dig, blive irriteret på dig og leve med dig, er lykkeligvis ikke det sidste – et stykke tid endnu.