Tema: Too old for Old Fashioned.

Dette tema er en hyldest til whisky’en og dens mange afkom. Vi starter med den mest velkendte af dem alle, Old Fashioned.

 


Når solen giver slip og skyerne maler alt blåt væk, er der intet bedre sted at stå: under en markise, udenfor en bar, med et blik der forsvinder i den travle scene foran dig: regn på ødelagt asfalt; nederdele der klynger sig til kroppen; gnavne mænd der smider paraplyen; spanske turister iført gule discount-windstoppers.

Man beholder stilheden. Eller, endnu bedre, deler stilheden, med sin elskede, gamle ven eller sin far. Regnens brusen øverdøver stilheden. Regn er det bedste, der kan ske for stilheden. Med dig, tro mod din hånd, ligger den kolde drink der varmer din hals, nærmest som en glød, der beroliger dig. En glød som ikke vil dig noget ondt. Ikke endnu. Røgen fra din cigaret, der svæver mod himmerige, men opløses halvvejs.

Fra en tønde igennem 12 år, nu i din hånd. Hvor var du for 12 år siden?

Jeg har haft en del bartendere i mit liv. Skæbnen har besluttet, at jeg blev forelsket i en. Ironien her, er at jeg har fundet en, som kan fremstille drinks. En disciplin jeg fejler, gang på gang… Et selskab kommer på besøg, ”kan du lave drinks?”. En smuk kvinde efterlyser en drink. Jeg ryster på hovedet. Igen og igen. Drukkenbolten, der nu er kæreste med en eks-bartender, kan ikke lave en forbandet drink! En white russian, en vodka-7, bevares, that’s it. Jeg er doven, når jeg vil ha’ en drink. Hvorfor bruge tid på en long-drink? Al den årvågenhed med forskellige ingredienser, små flasker med obskure navne, sirup, frugt i køleskabet. En logistisk katastrofe for undertegnede, svigende let for omverdenen.

Næh nej, et glas whisky, bourbon, vin, rom. Straight. Somme tider med to klumper is – så er den straight som Elton John. Anyways, nu, nu vil jeg lave en Old Fashioned til min udkårne. Det er min tur. For alle de gange hun fremstillede mig en. Jeg kunne gå på nettet, men da jeg er gammeldags, stoler jeg på autoriteter, jeg kender. En af mine bartender-venner anbefalede en nymodens service: ”Cocktail Studio”. Arrogante svin, men handler en mean Bloody Mary, den slags der redder dig fra tømmermænd. Han vendte tilbage, og fortalte om den service, hvor bartender deler deres viden, så dødelige mennesker, som undertegnede, kan lave en drink. ”Er du med, er det derfor, du anbefaler den?” ”Ja,” indrømmede han. Vi delte en pinlig homo-erotisk stilhed, som mænd ofter fortrænger efterfølgende. Jeg håbede også på en gratisk drink.

Jeg købte ind. Jeg forberedte scenen. Jeg fulgte instrukserne. Jeg ventede på hende. Jeg var beruset. Jeg drak to glas whisky, før jeg påbegyndte min gestus, min debut som amatør-bartender med opsmøgede ærmer. ”Hvad laver du?” bryder hun ind i øjeblikket af panik. Jeg gryntede for mig selv. Hun gik igen… Mænd og multitasking, altså. Endelig, efter 2 visninger af en video, efter gennemlæsning af en opskrift, kunne jeg, Sam Mansoor, professionel drukkenbolt, has-been reklamemand, forfatter med storhedstanker, fremstille min første Old Fashioned.

Vi drak, vi lyttede vi musik. Vi elskede. Det er det, hvad whisky og de mørke likører kan gøre. Glød gennem flasken og gløden i kroppen. Den får dig til at glemme. For vi har brug for at glemme – om og om igen.


***
OLD FASHIONED
5 cl Jameson Irish Whiskey*
3 dash Angostura
1,5 cl sukkersirup
Pynt med appelsinskal og kirsebær

Link: Urban bartender som guider dig igennem processen.

*) En Old Fashioned er typisk med bourbon i stedet for whisky. Denne fremgangsmåde passer til et beskedent startbudget. Hvis du vil vælge bourbon i stedet, anbefaler jeg Four Roses Small Batch eller Wellers.


Tak til Cocktail Studio for at have bidraget med opskrifter til korthistorien.

Q: ”Er dette en sponsoreret post?”
A: Nej. Der var planlagt et tema om whisky. Relevante parter blev kontaktet, hvis de ville bidrage til historien (læs: mit drikkeforbrug). Bidrag bestod af to flasker Jameson Whisky.