Siden hvornår hed det sig ”i medgang og, måske, modgang”?

Det er umoderne at lade sig begrænse. Det mantra kender vi efterhånden alt for godt. Det mantra bliver også ivrigt gentaget af den seneste generation af sexologer, og andre ”underlivs-eksperter”, som mener at frit (partner)valg bør være en obligatorisk del af et moderne forhold. Hvis du er monogam, eller er tilhænger af monogami, er du en dinosaur i et landskab af liderlige rovdyr, der har sin helt egen parringsfest.


Nu er jeg efterhånden blevet træt af sexologisk lommepsykologi og den evindelige tilhørende selvhjælps-coaching, der følger i hælene på det verdensbillede, den praktiserer. For at nævne et konkret eksempel: I november sidste år skrev sexolog Sara Skaarup, en klumme i Politiken om den moderne kvindes øgede libido. Sagt mellem linierne: det traditionelle parforhold er, og har altid været, en hæmsko for den moderne kvinde. Sex indenfor tosomhedens rammer beskrives, for kvindens vedkommende, således: ”den sex, der er tilgængelig inden for parforholdets rammer, som for kedelig at engagere sig i.”

Intet – hos det ’69er-venlige bunkepul-kollektivistiske livssyn – taler for vigtigheden af troskab

Det er en banal kendsgerning, at vi alle har fysisk og psykisk gavn af et aktivt sexliv. Men for sexologer og ligesindede – som jo er politiske produkter af ’69er bevægelsen – er etik og moral fremmede emner. Etik og moral transcenderer helt ind til både religionens og filosofiens snørklede verden. De kræver fordybelse samt en intellektuel grad af forståelse. Noget som sexologer – efter alt at dømme – ikke har den fornødne tid til at engagere sig i. Etik og moral hører simpelthen ikke hjemme, da det jo er libidoen – og helst den utæmmede af slagsen – der skal agere som brændstof for vores ellers så mondæne dagligdag.

Dette kan nemt tolkes som en kritik af sexologer som én homogen gruppe, og det skal det nødigst. Hver sex-profet har en tro tilhørerskare. Og jeg har selv venner, som har virke som sexolog, og jeg vil nødig miskreditere deres virke fuldstændig. Jeg har på egen hånd set tilfælde, hvor sexologer har udrettet noget ganske konstruktivt for mennesker. Men min anke er, at sexologernes budskaber bliver alt for let og evnefrit taget alvorligt (især hos kulturradikale medier som Politiken), da deres verdenssyn hænger sammen med den moderne, kulturradikale tidsånd: kvinder skal ikke lade sig begrænse, manden skal tage sig sammen og Alternativet er et ganske fornuftigt parti.

Siden hvornår hedder det sig ”i medgang og måske modgang”? Siden hvornår er det blevet en ilde ting, i et primært teknologisk og kontaktløst samfund, at vægte etik og moral i flere dimensioner af et forhold? Det sexologerne, og polygamisterne, proklamerer i opposition mod et monogamt forhold, er blottet for en dyb, indgående forståelse af de emotionelle omkostninger, som opstår i forbindelse med utroskab. Selve ordet ”utroskab” bliver set som en borgerlig – eller kirkelig – konstruktion og noget som er ganske naturligt: Hvis det er naturligt i dyreverdenen, er det naturligt hos mennesker. Hvis man har den holdning som privatperson, er det naturligvis en ret, og yderst rimeligt, men når man ligefrem yder rådgivning til par (såsom i Skaarups tilfælde) skal man så sandelig forstå, hvad de langsigtede konsekvenser af ens råd, kan være. For det kan være, at hr. og fru Jensen har et passivt sexliv. Men sex og kærlighed kan være to separate entiteter. Der kan være en utalt, intim forbindelse mellem det pågældende par, men den forbindelse rækker muligvis ikke til bunke-pul med fremmede. Men hvis du spørger din sexolog, skyldes det fortrængte lyster, at kvindens libido skal ud for fuldt flor, at man skal være åben for flere partnere. Intet – hos det ’69er-venlige bunkepul-kollektivistiske livssyn – taler for vigtigheden af troskab; æren ved det løfte man afgav, som nu, stadig, hedder i medgang og modgang.

Alle kan have et fungerende forhold i medgang, kun de stærkeste overlever modgangen. Det er prøvelsen, der er det reelle vidnesbyrd af vores karakter.

Hvis man oplever problemer, skal man løse dem pragmatisk fremfor ideologisk.

Hvis der ikke eksisterede monogame forhold, ville vores samfund og dennes tilhørende økonomi ikke være til. Det er rigtigt, at ægteskabet, som en streng kirkelig funktion dengang, var et fængsel for mange kvinder. Frigørelsen fra den kirkelige og puritanske funktion af ægteskabet, var velkomment. Ingen skal leve et liv, fordi omverdenen mener, det er den korrekte måde at leve på. Men for mange af de kulturradikale, der var vidne til den hellige gral i ’70erne med fri sex, stoffer og new-age filosofi, lever selv liv nu som, primært, fraskilte og en del er sågar blevet borgerlige i deres voksenliv. Hvis man baserer en filosofi på en opposition til det, som er ”gammeldags”, snyder man sig selv for løsninger samt filosofier, der har tålt tidens tand.

Betyder det, at vi ikke skal lytte til sexologer? Ingenlunde. Jeg mener, at ethvert romantisk forhold har sin unikke størrelse. Hvis man oplever problemer, skal man løse dem pragmatisk fremfor ideologisk. Polygami er et ideologisk projekt, og det kan fungere for visse par. Og hvis en sexolog – eller anden ”professionel” – foreslår sex med andre til et helt mondænt par, er det en lappeløsning. For de har ved siden af deres konkrete virke, en karriere med foredrag og klummer, der også skal passes og plejes. De har deres eget ideologiske projekt. (Ligesom jeg har mit – ingen er hellige her.) Hvis du nu er den del af en tosomhed, som oplever et problem eller en konflikt, så er det nemt at lede efter den hurtige løsning. Det er ikke det, modgang handler om. Modgang handler om, at det lange seje træk, man bekæmper sammen. Og hvis jeres forhold kan rumme det, jamen så kan det være, I kan forhandle om, at kaste jer ud i en trekant med hende den frække fra baren…