Klumme: Når man har selvhad, er der en redning…

Jeg bærer på selvhad; en følelse jeg deler med et utal af andre mænd. Jeg kortlagde en tilfældig hverdag for at blive klogere på, hvor håb kommer fra…


04:10 – Jeg ser hende sove. En stille, afbrudt brummen summer ud af hendes små næsebor og fylder rummet med en ro, jeg misunder. En ro som jeg vil erobre og kalde min egen. 06.15 – Jeg synker i sengen, øjenlågene maler blikket sort. Jeg er endelig klar til søvnen. 11.15 eller 12.15 – Verden er ny. For de andre, tænker jeg. Men den er cyklisk for mig. Den står ikke frisk, den står ikke til at løfte mig. Det burde den heller ikke. Rutinen låser mig. Gudskelov for det. Uden rutinen ville jeg overgive mig. 14.15 – Jeg stirrer på en skærm eller et stykke papir. Jeg ringer til mennesker, der enten vil sælge mig en idé, eller jeg vil sælge drømme til dem. Med andre ord har vi en udveksling af luft, der koster penge. Ligesom mange, mange andre. Jeg går gennem korridorer uden ende. Har jeg gjort det, jeg skulle? Kan jeg se mig selv i øjnene? Der er en vægt tung som tyngdekraften, og mine skuldre føles spinkle. 17.15 – Jeg genforenes med øjne, jeg elsker, de øjne der køber mig ekstra dage, ekstra år. Glemsomheden er en velsignelse og øjeblikket forekommer evigt. Vi lukker verden ude og maler væggene tykke af drømme. 19.15 – Middag. Sommetider alene men ofte sammen. Jeg gør maden klar, hun vasker op. Det fungerer, og jeg glemmer stadig. Højtaleren spiller Cohen, Davis, Evans… nostalgi for de dødelige. Smerten er på lavt blus. En smerte hvis oprindelse jeg ikke aner. Men det virker, som vi begge bærer på den uden at italesætte den. Den er vores utalte sprog. Det beroliger mig. 21.15 – Vi tager på bar, glemslens rejse er begyndt. Et glas. To glas. 10 cigaretter. Somme tider flere. Vi taler højt. Vi taler lavt. Vi fylder rummet med latter og sommetider med suk. Mennesker kommer, imødekommende øjne og violinen spiller i årene og musikken banker i brystkassen. Vi ser op, på hinanden, skåler og er som børn – fjollede børn med legekammerater og andre børn, man ikke vil lege med. 01.15 – Seancen stopper her på en hverdag. Jeg er blevet vant til ikke at tage alene hjem. Hun går i seng, og jeg med hende. 3.10 – Blikket rettet mod loftet. Jeg er vågen igen. Fordi jeg husker. Hukommelsen er motoren, der tager dig alle de uønskede steder hen. Jeg vender blikket mod hende. Søvnen er hos hende. Der hvor den hører hjemme. 3.45 – Jeg skriver. Og jeg glemmer. Rejsen begynder og ordene stikker eller banker. Indimellem retter jeg blikket mod hende. Den ro. Den eminente ro der omgiver hende. Og der, i nattens tinde, forstår du, hvorfor mænd har draget i krig eller rejst monumenter. Du forstår, hvorfor vi er på knæ og hvordan vores ego er blevet vores værn. Alt sammen for hende eller håbet om hende. Alt sammen for en verden der eksisterer blandt fire vægge…

 


Vil du holde os fri fra sponsorerede indlæg?

Denne blog er tiltænkt at være fri for sponsorerede indlæg eller bannere. Hvis du nyder læsningen, og vil læse mere, håber jeg du vil yde en donation. Du vil støtte den frie stemme i Danmark. 10% af donationerne går til et velgørende formål. Læs mere her.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal