Rygepausen: Jørgen Leth anmelder en Facebook venskabsvideo.

”Rygepausen” er et nyt ugentligt indslag tilpasset din rygepause. Temaerne kan være absurde, de kan være morbide, men de går alle op i røg, lige efter du har slukket cigaretten. Værsgo’ og tænd smøgen…


Temaet for denne kortfilm er ”venskab”. Det er et ambitiøst tema. Store tænkere, kunstnere, forfattere har gransket venskabets kroge. Venskab er tilværelsens uundgåelige kapital. Venskab betyder ikke nødvendigvis fravær fra ensomheden. Venskab kan også være ensomt. Jeg foretrækker at rejse alene. Jeg har rejst med venner. Jeg har nydt det. Venskab er en flygtig passager. Det kræver pondus, en klippe af menneskelig indlevelse, at skabe et narrativ om venskab. Det forekommer oftest trivielt. Intetsigende. Jeg håber, det er en lovende kortfilm. Jeg håber ikke, jeg spilder min tid.

Der er et tomt lærred. Meget Andy Warholsk. Jeg forstår, det er one take. Et kronologisk forløb. En tidslomme, om man vil. Der er ingen redigering. Det er en svær disciplin. Den kræver tålmodighed. Den kræver timing. Der er musik. Jeg kan ikke fordrage musikken. Jeg besluttede at slukke for musikken. Det var ikke en svær beslutning. Narrativet begynder. Vi ser en mand. En mørk mand. En forfængelig mand. Det må være protagonisten. Jeg fornemmer en apati mod manden. Jeg bryder mig ikke om det, jeg ser. Måske er det hensigten. Protagonisten er en karikatur. Han poserer med sine venner. Tre venner. Rangeret efter højde. Jeg bryder mig ikke om protagonistens venner, heller. At dømme ud fra deres holdning, ser de sig selv som mænd. De tror på det. Det er de tydeligvis ikke. Ikke det fjerneste. Vi har alle været der. Den spæde ulv som bevæger sig væk fra flokken. Den vil finde sin skæbne. De tre venner stirrer mod horisonten. Vi ser dog ikke horisonten. Det kunne være en lovende scene. Det kunne være en vellykket scene. Det er det ikke. Ikke det fjerneste. Horisonten er en tidløs passager. En oplevelse af tid og det konstante øjeblik. En horisont forbliver den samme. Det kræver et tålmodigt blik at fange en horisont på film. Det er ikke tilfældet her. Denne horisont drukner i plastik. Jeg forstår ikke, hvorfor protagonisten skal se mod horisonten. Hvorfor er han der? Hvorfor poserer han? Hvorfor poserer hans to venner? Skyldes det en afvisning af åndeligheden? Er det auteurens budskab? Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg vil ikke forstå det. Jeg slukker for videoen. Den var et makværk. Jeg brød mig ikke om den. Jeg vælger at glemme den. Det kan jeg ikke. Jeg går ud mod køkkenet. Jeg koger ikke et, men to æg. Jeg lader vandet koge. Der går fem minutter. Måske seks. Jeg slukker for varmen. Et uundgåeligt ritual som virker ny for hver gang. Jeg ser mod himlen udenfor mit vindue. Den danske himmel. Jeg stirrer mod horisonten. Det er en vedkommende horisont. En indbydende horisont. Det er mig, der bestemmer. Jeg bestemmer, hvor mine ben fører mig hen. Men horisonten er ligeglad. Den består. Dag efter dag. Efter vi er er døde. Efter vores venner er døde. Det er et betryggende faktum.