PERKERNE KOMMER

Perkerne kommer. Du må heller være på vagt. Lås dine døre. Gå hen til vinduet og kig på nabolaget. Er alt, som det plejede at være? Ligner menneskerne stadig dig? For hvis de ikke gør, er det straks til barrikaderne.

Perkerne kommer. Du kan ikke vide dig sikker. Fordi, NU bliver der larm. Det Danmark du kender, bliver skudt i smadder. Banderne ræser i deres bimmere, pistoler bliver affyret, stofferne flyder i gaderne. Snart bliver kongeriget til et kalifat, og vi må lukke pressen. Kunsten dør. Fordi perkerne kommer. De kommer for at gøre DIG OG DINE usikre.

Til helvede med civilisationen, til helvede med demokratiske traditioner, til helvede med oplysningstiden. Tilsidesæt ALT, det her er krig— de hvide mod mørkemændene. Kristendom mod Islam. Clash of the fucking Civilisations – better bring your gun, Alice. Forfat breve og kronikker om den bedre religion. Blot husk, Gud har altid andre planer – og de er sjældent til gavn for menneskeheden.

Perkerne kommer. Men for helvede, se hvad de har bragt? Deres butikker har længere åbent, nogle af dem bevandrer endda direktionsgange, de monopoliserer sig på den danske poesi, musikken og nu vil de endda ind i Folketinget. Hvad fanden bilder de sig ind? Nogle vil endda gøre indtog på det danske sprog – det sprog som danskerne selv forsømte for længe siden, med deres kærlighed for universel kommunikations onani. Men perkerne onanerer ikke – de boller, kraftedme!

Vores folkevalgte er på vagt. Men vent, siger statistikkerne ikke 8% af danskerne er perkere? 8% danskere af ”anden-etnisk herkomst”, som perkerne klinisk kaldes i den politisk korrekte presse? 8 fucking procent? Kommer de overhovedet, de perkere?? Fordi de fyldte jo 90% af valgkampen!

Hvad skal vi nu gøre, hvis perkerne ikke kommer? Skal vi diskutere langsigtede, økonomiske genopretningsplaner? Skal vi diskutere vores skoler, hvor vi skal hen som nation 100 år frem i tiden? Er det sexet at tale om? Det synes rådgiverne ikke. De vil se blod – og minimum 4K hits i deres brunch-medier.

Kommer de overhovedet, de perkere? For dem som er her, som har fået succes, som har skabt sig et navn, følger jo loven i dag. Så vi kan ikke rigtig starte en krig mod dem.

Hvad med flygtningene? De er allerede trætte af krig, og vil helst følge deres børn sikkert til skole. Dem kan vi ikke tillade at bekrige. Eller, det har vi allerede gjort der, hvor de flygtede fra. Men fuck det, de nasser jo, sgu’! Så lidt ammunition kan vi sagtens fyre i deres retning. De kan jo heller ikke svare tilbage på dansk.

Hvad skal Danmark nu snakke om, når perkerne ikke kommer? Skal vi så se på os selv som samfund, som mennesker, som borgere? Skal vi være nødsaget til at række ud til hinanden, selv dem vi er uenige med? Prædike tolerance med put flowers in your hair hippie-diarré ud til vores brokvarterer? Vi er jo ikke hippier, kulturradikale, kommunister eller næstekærlige protestanter. Næh nej, du gamle. Perkerne kommer. Og de må hellere komme snart! For ellers, er vi løbet tør for syndebukke.