Debattører og journalister pisker, alt for ofte, en ilter stemning i en stræben efter hits og likes. Men ro på. I den virkelige verden har vi sjældent haft det bedre.
I stuen åbnede min mor en skuffe fyldt til bristepunktet med fotoalbums. Fra dengang billedet var på film og Danmark var ny. Det var en interessant form for ransagelse at gense sig selv som barn efter et årti. Der var jeg, i mine fars arme, i Damaskus i 1982. Der var jeg i tweed i 1985 i et pasfoto fra Damaskus. Fra dengang verden var ung. Siderne passerede. Straks var vi i 1987. I en ny verden. I Danmark. Hvert billede sprang måneder eller år frem. Og den unge, fremmede dreng på billedet — den dreng jeg engang var — blev ældre og mere introvert. Verden lå ikke udenfor men på et stykke papir for enden af en kuglepen.
Læs hyldesten til den yngre kvinde, som var for kontroversiel til damebladene.
Jeg har samlet 5 film, som har gjort mig klogere eller, i værste fald, mere opmærksom. De har spillet en rolle i min dannelse samt min forståelse af mænd og kvinder. De viser også slående, hvordan samfund eller fællesskab kan influere, påvirke eller fremprovokere kønsroller eller stemple vores seksualitet – oftest kvindens.
“Unless it comes unasked out of your / heart and your mind and your mouth / and your gut, / don’t do it.” — Bukowski
Chances are you’re writing your “next big thing” in some up-scale coffee-shop (while “instagramming” about it), and you want to write something that hits a nerve. That kind of nerve that attracts readers. Chances are, also, if you live somewhere in cosmopolitan Copenhagen you’ve sent me a message asking for advice. No need to write. Here are 14 lessons I adhere to – let’s get drunk and get inspired. Now.
I anledning af aftnens kom-sammen af instavenlige millennials (Zulu Awards 2016), genudsendes min fordrukne skrivelse fra sidste års galla – oprindelig publiceret i Eurowoman.dk, marts 2015:
”København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud.”
Et år siden blev København et brændpunkt for terror. Om angrebet var en konsekvens af hard-core islamisk ekstremisme eller en ensom mands forsømte historie, diskuteres stadig. Jeg udgav denne skrivelse for et år siden: hvad jeg oplevede i København, var et uhyggeligt ekko af mine oplevelser i Baghdad og Tel Aviv.
”Rygepausen” er et nyt ugentligt indslag tilpasset din rygepause. Temaerne kan være absurde, de kan være morbide, men de går alle op i røg, lige efter du har slukket cigaretten. Værsgo’ og tænd smøgen…
Røgen fra en American Spirit cigaret stiger til loftet. Den sorte pakke. Sort som nattens vildnis der er hjertet af hans filmunivers. David Lynch fyldte 70 år i går, et aldrende ikon som ånder sin filmkunst i skyggesiden af Hollywood.
David Bowie måtte komme fra en anden planet. For han rystede frekvenserne hos vores. Han skabte ild, hvor andre skabte røg. Hans kunst tegnede konturerne af et eksil, hvor de fremmedgjorte kunne føle sig hjemme.
Der er en ny form for feminisme: Instagram-Feminismen. Den består af bloggere, Instagram’ere og andet digitalt afkom. De er en form for moderigtige feminister, som kalder enhver som ikke deler deres pubertære kønsforståelse for ”sexist”, inklusive undertegnede. Jeg har undgået at svare tilbage på deres tilsvining af min person. Indtil nu.
It seems that my adult life has been one long casting call for the perfect bartender.
This is a documentary short about a man—a junkie—who couldn’t die. It’s produced by The Current, directed by Julius Telmer. It’s a heavy topic. We don’t talk about death. Yet, it’ll happen to all of us.
Paris har givet os champagne og ritualer til at fejre vores milepæle. Paris har huset nogle af verdens største tænkere, kunstnere og personligheder. Paris er mere end en by – det er en sindstilstand. En sindstilstand som gør, at når du befærder hendes gader og stræder, rammer inspirationen dig som en stormflod.