Hvem husker finanskrisen? Ikke dig. Du har solgt dit holding-selskab, du har overført penge til Panama, du har holdt din del af post-finanskrise-foredrag hos de pastel-blå købmandsskoler om økonomisk mådeholdenhed og dine udlejede indre-by-herskabslejligheder sikrede dig en jævn strøm af sorte penge. Nu er der grønne tal og jakkesæt som venter i Savile Row. Du skal fejre at dine anklager om skattesvindel eller konkurrenceforvridning er blevet droppet. Du er sulten og din terapeut er bange for dig. Men gudskelov for patientfortrolighed.
Er mænd så simple, som flere kvindelige debattører har henledt deres følgere til at tro?
Open letter concerning the atrocious acts in Orlando, Florida:
Debattører og journalister pisker, alt for ofte, en ilter stemning i en stræben efter hits og likes. Men ro på. I den virkelige verden har vi sjældent haft det bedre.
I stuen åbnede min mor en skuffe fyldt til bristepunktet med fotoalbums. Fra dengang billedet var på film og Danmark var ny. Det var en interessant form for ransagelse at gense sig selv som barn efter et årti. Der var jeg, i mine fars arme, i Damaskus i 1982. Der var jeg i tweed i 1985 i et pasfoto fra Damaskus. Fra dengang verden var ung. Siderne passerede. Straks var vi i 1987. I en ny verden. I Danmark. Hvert billede sprang måneder eller år frem. Og den unge, fremmede dreng på billedet — den dreng jeg engang var — blev ældre og mere introvert. Verden lå ikke udenfor men på et stykke papir for enden af en kuglepen.
Læs hyldesten til den yngre kvinde, som var for kontroversiel til damebladene.
Jeg har samlet 5 film, som har gjort mig klogere eller, i værste fald, mere opmærksom. De har spillet en rolle i min dannelse samt min forståelse af mænd og kvinder. De viser også slående, hvordan samfund eller fællesskab kan influere, påvirke eller fremprovokere kønsroller eller stemple vores seksualitet – oftest kvindens.
“Unless it comes unasked out of your / heart and your mind and your mouth / and your gut, / don’t do it.” — Bukowski
Chances are you’re writing your “next big thing” in some up-scale coffee-shop (while “instagramming” about it), and you want to write something that hits a nerve. That kind of nerve that attracts readers. Chances are, also, if you live somewhere in cosmopolitan Copenhagen you’ve sent me a message asking for advice. No need to write. Here are 14 lessons I adhere to – let’s get drunk and get inspired. Now.
I anledning af aftnens kom-sammen af instavenlige millennials (Zulu Awards 2016), genudsendes min fordrukne skrivelse fra sidste års galla – oprindelig publiceret i Eurowoman.dk, marts 2015:
”København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud.”
Et år siden blev København et brændpunkt for terror. Om angrebet var en konsekvens af hard-core islamisk ekstremisme eller en ensom mands forsømte historie, diskuteres stadig. Jeg udgav denne skrivelse for et år siden: hvad jeg oplevede i København, var et uhyggeligt ekko af mine oplevelser i Baghdad og Tel Aviv.