At være – eller ikke at være – omskåret

Hvad mange forbinder med omskæring: mænd med hvidt skæg omringet af tildækkede kvinder.

Med jævne mellemrum titter debatten om omskårede peniser frem i Danmark. Meningsdannere og journalister og politiker giver deres røst mod omskårede penisser (uden dog at nævne ordet ’penis’). 


Penis – med eller uden omskæring – splitter vandene. Der er noget med de der penisser. MeToo strømmede tillige ud med historier, hvor uønskede penisser spillede en ret så stor rolle. For ikke at nævne magthaver, som immervæk er besatte af størrelsen på deres penis. Penis er lig med problemer i mange sammenhænge. 

Når vi henleder spørgsmålet mod kvindelig omskæring, er snakken en helt anden. Der er konsensus om lortet, fordi vi er oplyste nok til at se, at det er brutalt og barbarisk. Men hvad så med snip-snip af penis? 

Jeg er omskåret, det skal ikke være nogen hemmelighed. Det var ofte et ”ser man det” øjeblik, når jeg skulle præsentere gæstestjernen for den lyserøde scene i mine dage som bachelor. Ofte var den intetanende pige ikke forberedt på, hvordan sex med en omskåret ville udmønte sig. Der var jo skåret 20% af prisen, for fanden, så der skulle meget mere til for at nå the promised land, end hvis man nu havde forhud.

Hvor mange i Danmark skal nu rende rundt med en politisk udskældt penis? 

Netop det, at man, som omskåret mand, skal pound a little extra hard, er et af argumenterne imod omskæring. For det kan jo ikke være behageligt for kvinden. Det er faktisk en individuel sag. Some like it rough, other do not.  Men der er rigeligt belæg for, at den omskårede penis ikke har lige så nem vej til orgastisk nydelse som sin intakte kønsfælle.

Det er uheldigt, at den omskårede penis tages som gidsel i en værdipolitisk debat. Det er for nemt. For hvor mange i Danmark skal nu rende rundt med en politisk udskældt penis? Her taler vi jo om jøder og muslimer plus de løse, som er ikke er religiøse, men blev lagt på et fødselsbord i et hospital, hvor det var almen praksis. Det er belejligt at påpege, at videnskaben taler imod den praksis – for det gør den med overvejende enighed. Men det er en kompleks problemstilling, fordi en omskåret penis er resultatet af, hvordan ældgamle kulturer forholder sig til mandens seksualitet og hans maskulinitet. Og sådan noget kan man ikke bare fjerne overnight. 

Og netop det kulturelle, i en moderne kontekst, er interessant: penisberetninger er sjove og komiske og (somme tider) tragikomiske at dele med venner eller veninder. Den seksuelle verden vil simpelthen være uinteressant, hvis alle kønsdele var homogene i sit udtryk. Når jeg – endelig – mødte en, som foretrak en omskåret penis, var jeg lettet. Ikke flere forklaringer og troubleshooting.

Troubleshooting er, forklaret, at man skal give en høflig – og altid akavet – instruktionsvejledning til den blå-øjede kvinde som ikke aner, hvad hun skal stille op med den enøjede eksotiske, skaldede passager. I det øjeblik ved man, at man er hendes første perker. Min penis må hjertens gerne være ambassadør, men det er jo ikke det, det hele drejer sig om. Det skal sgu’ helst bare være sjovt, og ikke være et klodset møde på tværs af kulturer. Men således er ens skæbne redt, hvis ens forhud er i eksil et eller andet sted i Mellemøsten.  

Omskæring er intet i forhold til den enorme pinsel, som puberteten patologisk bærer med sig.

Fra et etisk og videnskabeligt standpunkt, kan man ikke forsvare omskæring. Det er – i sin grove form – en praksis fra en barbarisk tid. Men det er da interessant at se, hvordan gamle traditioner muterer sig i et moderne samfund. Men selv det er ikke nok til – selv for mig – at forsvare det. Men jeg er samtidig ikke modstander det. Jeg ville ikke byde det mit barn, fordi who the fuck is Abraham, really? Det er en naturlig udvikling i et moderne, oplyst samfund.

Alle politikere som er imod omskæring gentager ”barnets tarv”, som et mantra. Men i den sammenhæng er barnets tarv ikke et tilstrækkeligt argument. Det lyder groft, men selvom jeg fjerner omskæring fra listen af baby-traumer (omskårede mænd husker jo ikke en skid), er der stadig vacciner, sygdomme, og andre medicinske forløb, som en baby skal igennem. Omskæring er intet i forhold til den enorme pinsel, som puberteten patologisk bærer med sig.

Men jeg vil stadig udtrykke, at den underskriftindsamling fra borgerforslag.dk vidner om en populistisk, autopilot-misforståelse af den omskårede penis. Omskæring er en grim praksis, men det er stadig en anerkendt praksis i verden omkring lille Danmark. Det er ikke en simpel debat … og løsningen gøres ikke mere simpel, når man udelukker de mandlige minoriteter, som allerede er omskårede, fra den politiske proces. Det skal også lige siges, at Danmark står ret så alene i verden med deres parlamentariske forhuds-fetish.

I første og sidste ende handler det ikke om børnene – det er letkøbt, politisk spin. Det handler i virkeligheden om vores kollektive forhold til noget, vi finder ret så fremmed. Den omskårede penis fortjener ikke så meget dårlig reklame. I stedet tror jeg på, at gennem uddannelse og oplysning, at vægte sekulære værdier gennem flere grene af samfundet, nok skal skabe en generation af forældre som vælger ritualer som omskæring og barnedåb fra. Og hvis de ikke gør … so fucking what?

 


Vil du støtte denne blog og den frie debat?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509