#MeToo vil aldrig fjerne kvindens behov for en patriark.

Photo: Simon Birk

#MeToo skabte en debat om såkaldt toxic masculinity. Men mænd gør sig en bjørnetjeneste, hvis de løsriver sig fra deres maskulinitet. Den patriarkalske mand vil altid vinde fodfæste hos den typiske kvindes hjerte, frem for den bløde mand – selv iblandt millennials.


Note: Følgende skrivelse omhandler ikke sagerne om de konkrete sex-krænkelser og vidnesbyrd fra, blandt andet, medieverdenen. Den omhandler fjendegørelsen af den kollektive maskuline identitet, som er opstået i kølvandet på MeToo-bevægelsen.

MeToo udsprang sig fra sladder og, følgevis, ærlige beretninger fra Hollywoods snavsede kulisser, og transformerede sig fra en diskussion om sex-chikane til et af identitetspolitikkens brændpunkter. For at bevægelsen skulle opleve momentum, var det afgørende, at den skiftede spor fra rationelle fakta, samt tweetede beretninger, hen mod en ideologi af stærk aktivistisk karakter. Et udtryk vi læste igen og igen var toxic masculinity. Det er et af identitetspolitikkens trætte omkvæd. Og med den hypede kritik af rå maskulinitet, som – let’s face it – ligner et ekko af 68er generationens køns-ideologi, udtrykkes der igen en efterspørgsel på den bløde mand, der både er sensitiv og respekterer, at kvinden har magt. Men for os som enten har været i langvarige forhold med jævnaldrende kvinder, eller haft en fling med blandt andre millennials, erfarer man, at disse – deres moderne feministiske overbevisninger, til trods – leder efter en form for patriark. En der potentielt både kan agere som forsørger, og som kan skabe en form for faderlig ro i husholdningen.

Den moderne patriark
Når ordet ”patriark” nævnes disse dage, er det bestemt ikke i positive vendinger. Feministiske debattører beskriver patriarken, som en form for karikatur fra en Morten Korch film eller et afsnit af Mad Men: en mand (læs: et sexistisk svin!) der går i slips og som trives i et miljø af magt. I Politikens ordbog er han pænt defineret som: ”Et mandligt familieoverhoved.” Når jeg nævner, at kvinder har et behov for en patriark, henviser jeg ikke til denne form for karikatur. Jeg taler her om en moderne patriark: jakkesættet er sandsynligvis udskiftet med en hættetrøje og jeans, og manden trives i det moderne liv, mens han aktivt sørger for sin partner/familie og betaler sin regninger. Han er ikke et overhoved i traditionel form – men han opfylder patriarkens forpligtelser. Han har et drenget islæt frem for et mandligt. 

Når jeg overfladisk kigger på de typiske forhold hos såkaldte unge millennial-par, som jeg træffer, er de overraskende nok borgerlige i deres konstruktion.

Det er her debatten bliver såre interessant. Fordi hvis man tager feministernes, samt de kompromisløse værdier i den moderne identitetspolitik, burde det ikke betyde noget, hvor meget manden tjener, ej heller hans karriere, men at hans hjerte banker det rette sted og for helt de samme værdier som kvindens. Men det betyder så sandelig noget.

Når jeg overfladisk kigger på de typiske forhold hos såkaldte unge millennial-par, som jeg træffer (og jeg har bestemt truffet min del), er de overraskende nok borgerlige i deres konstruktion. Udover at vi finder en PH-lampe og Wegner-stole, finder vi også et parforhold, som er et prestigeprojekt: de har typisk begge videregående uddannelser i ryggen og forholdet udstråler et vinderforhold udadtil. I sociale funktioner afløser de hinanden pænt i samtaler og fremstår nærmest formelle – det hele emmer af nær-protestantisk stabilitet. Og vi ved jo, at hvis den selvsamme mand truer denne borgerlige stabilitet, står hans position til tælling. Præcis som i gamle dage.

Hvor står outsiderne?
Outsideren er her kunstneren, forfatteren, freelanceren eller den arbejdsløse. Den type mand som – ligesom årtier før – ikke egner som en mage, men mere som en kort romance eller engangsknald. Den type mand som tilbyder en uforudsigelig tilværelse frem for (finansiel) stabilitet. Kvinder trives typisk ikke i kaos, men i trygge, stabile rammer. Vi oplever heldigvis – og gudskelov for det – flere kvinder, der søger mod de ustabile rammer en kreativ karriere tilbyder. Historisk set, er det kreativiteten og eventyrlysten – samt viljen til at stille alt på et bræt – som har ført mænd frem… en såkaldt indædt dumdristighed.  Nu er det på høje tid kvindernes tur. Jeg tror, at dén nyfundne dumdristighed, og frembrusende mod, er blot få af grundene til, at vi oplever flere og flere kvindelige kunstnere disse dage.

Disse modstridende faktorer – et opgør mod mænd men en primal længsel efter en rå maskulinitet og en medfølgende monetær rygrad – er årsagen til, at MeToo bevægelsens efterdønninger vil fremstå hyklerisk for mænd. Altså, dem som har oplevet på egen varme hånd, hvordan det er at leve med en kvinde på godt og ondt. Der er også en del kvinder, der finder bevægelsen hyklerisk, som den polemiske debat også iltert skitserer.

Som med de fleste ideologier søges der mod en utopi, som den biologiske natur opponerer imod. Det er på høje tid, at vi tilbyder lige muligheder for begge køn. Det er sundt, at vi indser, at der eksisterer en giftig kultur i de kreative industrier. Men vi skal så sandelig også acceptere, at hvad der efterlyses af en kvinde og en mand i et parforhold, eller i en hed romance, har meget lidt med moderne politiske bevægelser at gøre, og alt at gøre med drifter, seksualitet og, ja, magt.


Vil du støtte denne blog og den frie debat?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere. Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via MobilePay – 91557509