Lynch-fans spolerer det nye Twin Peaks.

© Showtime

Fangrupper der kommer med konspirationsteorier, populærmedier som anmelder hvert enkelt afsnit: det sociale internet er i travl færd med at analysere serien til døde. Og det ødelægger seer-oplevelsen.


Twin Peaks: The Return er som at betragte en kunst-installation, hvor den abstrakte billedkunst trækker vejret i en smuk, morbid symbiose med en ambitiøs filmisk fortællekunst. Der er genbrug, meget genbrug, fra Lynchs egne kunstværker, hvorved en prominent del af dem blev endda udstillet på Kunstforeningen Gl. Strand for omtrent et halvt årti siden. Det er sikkert at påstå, at Twin Peaks er indbegrebet af en mystik, mange af os ikke kan få nok af.

Hvis der er én ting hos Lynch, der ikke er omgærdet af mystik, må det være hans tro fans; ligesom datidens munke læste og fortolkede bibelen i et øde kloster fjernt fra civilisationens puls, sidder de tro fans klar foran skærmen med fingerspidsen klar til at lave en hurtig rewind i den evige jagt på de såkaldte easter eggs (som er meta-referencer til Lynchs tidligere værker).

Der florerer ligeledes en teori, hvor fans er optaget af rollen af aktive stik-kontakter i TV-serien.

Twin Peaks: The Return har bestemt set sit peak i de respektive fan-fora. Her fortolker fans, ivrigt og uden reel kritisk afstandstagen, Lynchs seneste filmiske fødsel i et ekkokammer, der mest af alt lugter af fælles-onani. Her kastes konspirations-teorier til højre og venstre, alt imens den fælles konsensus trives i bedste velgående: Mesteren Lynch har en større mening med det hele, ned til mindste detalje, og intet, INTET, er overladt til tilfældighederne. Der florerer ligeledes en teori, hvor fans er optaget af rollen af aktive stik-kontakter i TV-serien. Den formodede årsag er, at det må være Lynch, der puster liv et gammelt kuldsejlet projekt, der omhandler energier, som strømmer igennem stik-kontakter i forskellige rum.

Det er simpelthen umuligt for en tro seer, som overtegnede, at nyde det nyeste afsnit af Twin Peaks: The Return, uden at undgå de elaborerede fan-fora online, hvor cross-over ”Old Twin Peaks/New Twin Peaks” GIF deles i rastløst tempo. Og hvis du spørger, ”Jamen, du kan bare skjule dem på Facebook,” så er det ikke bestemt ikke nemt. Selv populære medier, såsom Vanity Fair og Rolling Stone, anmelder serien afsnit for afsnit med tilhørerende ”spoiler-venlige” screen-caps og overskrifter såsom ”This must be the most ambitious episode yet!” Stop!

Nu skal det nødigt misforstås: jeg anerkender den nostalgiske og ikoniske værdi, Twin Peaks er ladet med. Jeg forstår så sandelig også, at der er mange, udover mig selv, der har set frem til noget nyt fra Lynchs forførende linse. Al succes samt anerkendelse Twin Peaks har opnået, er fuldt fortjent. Twin Peaks var serien, der forandrede TV-landskabet for bestandig. Dens tilbagevenden fremprovokerer en forståelig nyhedsværdi, som entusiaster såvel som fans ikke kan blive trætte af. Og at den tilbagevenden skete efter 25 år, præcis som Laura Palmer profeterede det, gør bestemt ikke fascinationen mindre.

Der er sket meget i de 26 år, siden den oprindelige installation af Twin Peaks takkede af. Tektoniske skred i vores politiske landskab: terrortrussel, global opvarming, teknologisk fremdrift, for at nævne ganske få, har unægtelig provokeret temaer, der er ganske fristende for Lynch, samt hans med-forfatter Mark Frost, at tage op. Tag for eksempel det fine gensyn med Dr. Jacoby (Russ Tamblyn) som med sin apokalyptiske video-blog, konspirerer om alt fra stat til drikkevand, efterfulgt af en udførlig demo/reklame for hans gyldne skovle, der kan skovle ”shit” væk fra jorden; det ”shit” som er det forurenede levn af et materialistisk og kunstigt samfund.

GENBRUG: En argentinsk bruger fra Lynchland har opdaget flere paralleller mellem scener og Lynchs tidligere værker. Som for eksempel her; Cooper i et glasbur sidestillet med Lynchs værk, ”Here I am – Me as a House” fra 1990. Kredit: Facundo (Lynchland)

Der er opstået en irriterende øvelse i selvsmageri hos TV-seere, hvor folk i prætentiøse meta-vendinger diskuterer en serie, og bliver skuffede, hvis du ikke har ”set med”. Det er nærmest et brud med et kulturelt kodeks. Og det er ikke nok bare at se første afsnit. Nej, du skal engagere dig!
De indædte fans tager skridtet videre, og rationaliserer serien til døde, alt i et konsensus-liderligt online univers. Det er en fin ting, at mennesker endelig stiller krav til deres underholdning. Det er en positiv tendens, at det er blevet mainstream at se kvalitet fremfor dåselatter. Men at se The Return gennem de samme rationelle, meningssøgende, meta-besatte briller er, faktisk, en grel misforståelse af Lynchs kunst. Lynch er intuitiv og har meget lidt til overs for det konkrete eller den rationelle sammenhæng. Hans alma mater er mødet mellem det ubevidste og bevidste i et univers, der er både smuk og morbidt, romantisk og djævelsk.

Fandom er en banalitet, og en amerikansk en af slagsen.

Lynch har en fanskare, der kan sammenlignes med Bob Dylans: intelligente entusiaster med et arsenal af slidte  ”vidste du”-anekdoter klar til at oplyse den uoplyste side-kammerat. Men langt de fleste af de anekdoter ødelægger den uspolerede betragtning, selve det førstehåndsindtryk af et uudforsket værk. Der er noget exceptionelt smukt ved at betragte et værk, i stilhed, og henkaste sig til dens åbenlyse og ikke så åbenlyse rigdom. Kunstnerens hensigt – især hos en kunstner som Lynch – er, at man overfører sin sandhed, sit verdensbillede, til det mysterie der udfolder sig på det filmiske lærred.

Fandom er en banalitet, og en amerikansk en af slagsen. En nuanceret udveksling af ris og ros, er en fornøden del af enhver oplevelse i kunstens verden. Den form for udveksling er ubehageligt terræn hos en fan. Hos en fan gentages det slidte dogme, at det her album eller film eller værk forandrede alt. Nej, kære ven, det gjorde ikke. Verden ligner stadig sig selv dog med nyt AI-pumpet isenkram og en civilisation på randen af et klima-kollaps. Men det smukke ved et banebrydende værk som får sit eget liv – som Twin Peaks – er, at den skaber sine egne tektoniske skred, åbner dørene for en ny genre og en dybt ambitiøs måde at skabe en fortælling. Og det er en ganske imponerende præstation. Lynch er en exceptionel kunstner, og han holder sig bestemt ikke tilbage i denne sæson af Twin Peaks. I aften kan man streame det nyeste afsnit, 8. del, på HBO Nordic. Journalister og fans lovpriser det seneste afsnit, som det mest ambitiøse stykke TV man hidtil har set. Det er jo ikke at love for meget.

***********************

Hjemmesider nydes bedst uden bannere. 

Min blog er frugten af hårdt, ulønnet arbejde og tiltænkt fri for sponsorerede indlæg.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal