Kvinder, kvinder, kvinder…

Det var blandt andet krydsfeltet mellem den succesfulde karriere og den dyriske libido, som tiltrak så mange seere til ”Sex and the City”. © HBO

Nu er jeg ikke en alfahan. Ej heller er jeg en mand med indflydelse. Der er faktisk mange ting, jeg ikke er. Og af den årsag er jeg – næsten – overbevist om, at ingen kvinder vil stå frem af støvet og melde, at jeg har krænket dem. Ej heller ikke om tredive år.

Jeg har skrevet længe til et kvindeligt publikum. Det er ikke altid nemt… Det kvindelige publikum er, heldigvis, ikke en homogen størrelse, men et som er fragmenteret og som tændes eller vækkes af vidt forskellige emner. Det burde sige sig selv, efterhånden, at vi – i kraft af vores særegne historie – er forskellige. Og at vi samtidig – på tværs af køn – er ens på så mange, mange områder.

Måske skyldes mit virke som skribent, at det kvindelige publikum har været mit trygge domæne. Det domæne har også bevirket, at jeg sjældent har følt et behov for at klaske nogen i røven, eller agere som en liderlig stodder i kopirummet. Måske skyldes min nær-kliniske tilgang til ethvert job, at jeg sjældent har følt mig hjemme på nogen arbejdsplads, og at forfattere, hovedsageligt, befinder sig i stormen af deres intellekt end syd for ækvator.

Grunden til jeg retter alle de spørgsmål mod spejlet med det forførende spejlbillede, er såre simpel. Den seneste tid har debatten omkring den rabiate serie af krænkelser, fundet sin syndebuk: den mandlige libido. Det er blevet sagt om og om igen – af moderne feminister og mænd som vil score hurtig social kapital – at den maskuline natur er syndebukken. Den maskuline natur er toxic. Og ja, medgivet, når vi ser tilbage på Stalin, Lenin, Mao, Hitler og Djengis Kahn var de – udover karismatiske dræbermaskiner – mænd… magtliderlige mænd. Og spørgsmålet om det er selve magten samt dens tilhørende grådighed som forurener, fremfor biologien selv, er ikke interessant for mange i denne debat. For man kunne også nævne Queen Mary I¹, Irma Grese², Jiang Qing³ og, senest, Aung Kyi⁴ som alle var – og er – kvinder. Betyder det, at de har afvist deres kvindelige natur, så de kunne agere som prominente magtfigurer? Eller, var det magten, og tørsten efter at beholde magten, som har fjernet deres respekt for menneskeliv?

Hvad der er paradoksalt ved hele denne krænkelses-soap er, at det kan forstås, at vi skal vende tilbage til det konservative narrativ, som hedder, at manden er stærk og kvinden er sårbar.

Er mænd lig med ondskab? Er kvinder lig med godhed? Har Vorherre et hipsterskæg? Det er vigtigere end nogensinde, i dag, at stille spørgsmålstegn ved den mand, man er.

Arternes overlevelse hviler på forholdet mellem pik og kusse. Biologi er en evig parringsdans mellem det maskuline og det feminine – altså, indtil verden dør og robotterne overtager. Der er dybe mekanismer, som tvinger enkelte tyre i brunst til helt at glemme det faktum, at de er Client Insights Manager hos Bullshit ApS. og ikke kontorets Dario. Det var blandt andet krydsfeltet mellem den succesfulde karriere og den dyriske libido, som tiltrak så mange seere til ”Sex and the City” i dens storhedstid. Nu virker serien antikveret, men stadig relevant.

Jeg er af den indædte tro, at en godhjertet natur transcenderer gennem biologiens tremmer. Det gør et disciplineret sind, også. Hvad der er paradoksalt ved hele denne krænkelses-soap er, at det kan forstås, at vi skal vende tilbage til det konservative narrativ, som hedder, at manden er stærk og kvinden er sårbar. Man kan fortolke, at mandens opgave, at være forsigtig selvom han får et fristende tilbud til julefrokosten. Og endnu vigtigere: det er mandens opgave, såfremt han har en vigtig stilling, at sige nej gentagne gange indtil han sikrer sig, der er gensidig samtykke.

Nu skal der ikke herske tvivl om følgende: jeg er overbevist om en stor del af disse krænkelser har fundet sted. Jeg har lidt interesse i at lege underlivs-Sherlock-Holmes, og så udbryde, ”Elementært, Dr. Cockson” så snart jeg opdager brister hos en kvindes vidnesbyrd. Der skal meget til før et menneske tør at stå frem, og risikere offentlig ydmygelse. Og alle os mænd ved, at mænd virkelig kan være svin. Vi kender til de svin. Vi har hilst på dem. Vi ved, de eksisterer.

For et (nogenlunde) konservativt menneske som undertegnede har jeg ingen problemer med en tydelig afstand mellem det professionelle og personlige domæne. Jeg byder også initiativ såsom, at vi skal kramme mindre på jobbet velkomment. Ydermere, bliver det tiltrængt med færre julefrokoster som resulterer i black-outs samt færre tilfælde af den irriterende gængse pinlig, akavet flirt som er kontorlandskabets varemærke for fortabte sjæle.

Til slut vil jeg blot, oprigtigt, skrive: Tak til ”MeToo”. Tak for at genskabe en fin, konservativ afstand mellem mand og kvinde. Det manglede også bare i dette hedenske post-68er samfund.


¹) Queen Mary I—Queen Mary (Bloody Mary) er husket som den tyranniske monark, som henrettede tusindvis af protestanter.
²) Irma Grese—kvinden som vogtede KZ-lejren i Auschwitz, og overså tusindvis af jødiske kvinders henrettelser.
³) Jiang Qing—også kendt som Madame Mao, henrettede politiske modstandere i under sit politiske virke i tiden efter Maos død. 
⁴) Aung Kyi—har forbeholdt sig bevidst passiv, imens hæren henretter og forfølger hundredevis af muslimer i Burma, af frygt for at miste magten.