Kvinden, du gav slip på.

For et år siden skrev jeg på min blog en personlig beretning på engelsk om et universelt emne: ”The One That Got Away.” Jeg har valgt at genbesøge det emne på dansk i første kapitel af ”The Modern Man – the Danish edition.”

I
Et lysglimt hjemsøger dig, når du mindst venter det: mindet om hende, og hvad I kunne skabe sammen på byggesten af kærlighed og drømme. Det glimt varer få sekunder, det kommer krybende, mens du bedriver dagen med de samme gøremål som dagen før. I det lysglimt varmer gløden fra hendes kinder, den varme dybde i hendes øjne og det stikker i dig – ikke dybt, men nok til at vække hendes tilstedeværelse.

II
Du passerer en fremmed kvinde og hendes parfume var din udkårnes parfume. Den kysser dig som en lun sommerbrise. Lysglimtet forvandles til en vægt, som sænker hjertet.

III
Spor fra whisky eller billig vin svømmer i dit blod. Du tumler hjem efter morgendagens knald. Det var hult som du er ynkelig. Du flygter fra spejle og smider din tunge krop i sengen og stirrer på det roterende loft. Længes efter den mand, du ønsker at være. Den mand du var med hende. En mand som var klar til at ofre sin sølle opsparing, resterne af hans forsvindende kongerige til hende.

For hun var bedre, end noget du kunne forestille dig.

En sløret film kører i dig, og du afspiller konstant jeres sidste øjeblik, den endelige afsked. Ord der kæmper ud af din mund og tårer fra hendes kind. Den dag var som en ond drøm. Det er den stadig.

Og erkendelsen sitrer i dig. Den bider i dig. Trækker dig ned: du var ikke andet end en kujon, som var bange for at elske hende. At blive såret fra denne kvinde ville implodere din verden til støv. Så hellere være arkitekten af din egen sorg som en mand – som en stædig, tykhudet, kærlighedsløs mand. Du husker lyden af dine knæ ramme gulvet i din lejlighed og væggene larmende som stilheden der afbryder din gråd.

IV
Hendes pedestal stiger til himlen med årene. Nostalgien har fjernet hendes fejl. Hun er den perfekte drøm, du aldrig vil blive løftet af igen.

Du afspiller filmen igen med en ny slutning: en slutning hvor kærlighed er gud og eventyr maler jeres fortælling i prægtige farver.

Tid består. Jorden kredser om sig selv og månen oplyser kontinenter. Hendes minde bliver fjern. Men døren til hende vil stå åben længe endnu… Dit hjerte beslutter selv, hvornår det vil lukke døren.