Nekrolog: Kunstneren der måtte komme fra en anden planet.

David Bowie måtte komme fra en anden planet. For han rystede frekvenserne hos vores. Han skabte ild, hvor andre skabte røg. Hans kunst tegnede konturerne af et eksil, hvor de fremmedgjorte kunne føle sig hjemme.


Kunstneren er fra en anden planet. Det må han være, siden han aldrig føler sig hjemme hos vores planet. Kunstneren har mange ansigter, kunstneren er kønsløs, kunstneren er en energi, der strømmer i os, overtager os, og efterlader os desto rigere. Vi glemmer fordi tiden er knap. Kunstneren minder os om, hvad vi har glemt, hvad vi har overset. I kunstnerens univers er tiden et sort hul.

Bowie overtog frekvenserne hos vores planet, i 1969, i skikkelse af Major Tom med singlen, ’Space Oddity’. I en tid hvor vildskaben og den hedenske dyrkelse afløste det bedre borgerskab og i en tid hvor mennesket var optaget af egne kampe og forfængeligheder, komponerede Bowie en hymne, et fremtidigt epitafium, som tog os til en fjern galakse – og fjernede hjemveen fra vores erindring. Bowies besættelse af det ydre rum i 70’erne forærede os et eksistentialistisk pensum. Fra rummet kunne vi blive klogere på den menneskelige tilstand. I rummet er vi alle fremmede, i rummet er vi alle anderledes. Bowie var anderledes i alle verdener, og derfor kunne vi ikke få nok af ham.

De elitære fik sig en skuffelse, da Bowie – efter mange transformationer – blev kommerciel. ’Let’s Dance’ overtog frekvenserne hos en yngre generation i 1983. ’Let’s Dance’ blev babyboomernes trætte omkvæd i en polyester-tid, hvor de havde travlt med at forsømme uskylden i et univers af neon og diskoskær. (Men sådan lærte min generation ham at kende.) Det var som om, Bowie ville undervise andre i at væve POP. I en tid hvor ”new romantics” havde travlt med at justere deres eyeliner samt træne deres struber til at lyde som Bowies, præsterede Bowie bedre pop, eksperimenterende pop, hos deres hjemmebane.

David Bowie måtte komme fra en anden planet, for kunstnerne stod i kø for at få ham til at ruske i deres. Lynch åbnede en film med Bowies hypnotiske stemme i ’Lost Highway’ med titelsangen ’I’m Deranged’.

Bowies univers skabte en bule i vores.

Det er sjældent, nærmest uhørt, at vi oplever en kunstner som mestrede vokal, lyd, ord, billeder og timing. Bowie mestrede til perfektion den sjældne disciplin i at illustrere det usagte, lægge lydspor til hvad vi så og at slå vores øjne op for de mange facetter, der lå, i det avantgarde udtryk. Han udfordrede kønnet til fingerspidserne: Bowie var feminin så det blev maskulint, maskulin så det blev feminint. I hans verden kunne vi være ligeglade med omverdenen og dens hellige politik – i Bowies univers lå der en følelse, en transcendens, af hvordan den menneskelige tilstand kunne se ud, hvis den ikke var låst af konventioner. Bowies univers skabte en bule i vores.

David Bowie forlod denne planet 10. januar 2016. I musikkens pantheon er han en af de mange, mange tidløse stemmer, der vil hjemsøge vores stuer, når vi vil lytte til musikgudernes hedenske gospel. De døde lærer os at leve. David Bowie lærte os at se.