Klumme: Internettet forvandler dine minder.

Hvordan du husker din eks, kan afhænge af Facebook.


 

Årene har sløret ansigter af daværende elskere. Jeg husker en glød her, lys hud der, og kraftigt hår der gyldnes af koldt efterårslys. Jeg husker kys, men ikke ansigtet. Jeg husker en varme under et tyndt lagen og åndedræt tunge som samvittigheden. Jeg husker fugtige, lyse trusser og falmet lys fra en lampe med skævt monteret skærmpåhæng. Jeg husker spøgelser, der sang fra højtalerne med deres løfte om en bedre verden og os, der løj overfor hinanden. Det hele er et slør. Mine år har skånet mig for mindet om brud.

Hvorfor læser du videre? Måske er det fordi, der er et menneske, der stadig optager dig. Eller, fordi du – som så mange kvinder og mænd – husker på lige det vigtige menneske med det efterfølgende spørgsmål: ”Hvorfor?”

Vi er blevet vildledt til at tro, at vores hjerne ”gemmer” på minder. For, naturligvis, lægger fortiden mærker i os, men minderne fungerer ikke så simpelt, som at de bliver fremkaldt, når vi husker dem. Minder er komplekse. Derfor, når du husker din tidligere elsker, sker der, groft skitseret, følgende: dit nuværende humør farver mindet – er du mismodig, husker du elskeren som nær-perfekt. Hvis du lider et nederlag lige nu, hvis rummet, du sidder i, er for stort, kan du tænke: ”Det var ikke så slemt…” Med andre ord: dit minde bliver ikke hentet fra et arkiv, gemt i hjertets kammer. Hjernen fremkalder det tætteste, du kunne genkende fra fortiden.

Men – som det er gentaget i candy-flossede Hollywoodfilm – things happen for a reason. Der var en grund til, at det ikke fungerede. For mange bliver de minder så overbærende, at man finder sammen igen. Og brydes. Finder sammen igen. Og brydes. Der er noget hos dig, som ikke vil indse, hvad der er så åbenlyst for andre. Vi kan ikke – altid – stole på, hvad vores sind fortæller os. For ofte er det den travle usikkerhed, der fodrer dig replikkerne.

Det var nemmere, dengang. I slog op. For at se hinanden skulle I løbe ind i hinanden, eller, aktivt tage kontakt. I dag er nervecentret af den sociale kontakt Facebook. Og du kan slå din eks op i det svage øjeblik efter en uheldig nat med en fremmed. Og her ser du det perfekte profilbillede: den mand, den kvinde, du sagde nej til… eller den som sagde nej til dig. Pludselig, er det også Facebook, som laver om på minderne for dig, og ikke kun din erindring. Du ser billeder af fester, du ser hvordan vedkommende trives, perfekt, uden dig, du ser alt det, du ikke vil se. Men vi er masochister online, så vi kigger, selvfølgelig, videre. Så er vidne til forandringerne: hvordan din eks ikke udtrykker sig, som vedkommende plejer. Hun lyder dummere. Han lyder glad, alt for glad. Og hvorfor er han til Big Bowl?? Han har altid hadet Big Bowl! Det du ser, er nat, det du husker er dag. Så nådesløs er tiden mod din krop.

I det tilfælde er løsningen såre enkel: stol ikke på det, du ser. Stol ikke på dine minder. Medmindre, du førte dagbog under det forliste forhold, vil det menneske, du husker, være en sløret skabelon af det menneske, din eks i virkeligheden er. Det menneske du husker, eksisterer ikke. Minderne er dine. Dem kan ingen tage fra dig; rejserne er dine; nætterne er dine. Men tiden er ikke din.

Kloden vil fortsat kredse om solen. Spørgsmålet er, om du rejser med. Nostalgien vil bide fra sig, når månen afløser solen. For det er ikke svært at elske. Det sværeste er at give slip.

 


Vil du holde os fri fra sponsorerede indlæg?

Denne blog er frugten af hårdt, ulønnet arbejde. Hvis De nyder læsningen, håber jeg De vil yde en donation. De vil støtte den frie stemme i Danmark.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal