Kapitel 36

Her sidder jeg, en ung knægt, for ca. 30 år siden i en lejlighed i Espergærde. Der var ikke noget, som hed ”norm-core” dengang.

Det er besynderligt at nå de sidste kapitler af 30’erne, når drengen i dig ikke vil give slip.


Jeg var en underlig dreng. Det var en mærkværdig tid. Som at besøge en anden planet. Skolegården, klasseværelset, gymnastiksalen, sløjdlokalet: omgivet af unge piger og unge drenge. Jeg forstod det ikke. Jeg var blandt de bedste i klassen til dansk. Selv sammenlignet med de danske elever. Så broget var klasseværelset trods alt ikke. Så vi talte, i det allermindste, det samme sprog. Men vi var ikke fra samme planet, samme verden. Sådan føltes det. Deres verden var forbundet med andres.
Henimod niende klasse havde visse drenge og visse piger fundet sammen, festet sammen, og måske endda kigget på den samme stjernehimmel sammen. Hvad fanden ved jeg? Min verden var min. Ingen forstod den. Jo, min bedste ven, dengang. Det er rigtigt. Der var en alliance. Men så forlod han klassen. Forståeligt – i dag men ikke dengang. Hvad i alverden bildte han sig ind? Men, det var for det bedste for os begge dengang.

Nødvendigheden af at min unge verden skulle møde mine kammeraters, var vigtig. Den var altafgørende, ligefrem. Det var, måske, første gang jeg oplevede lettelsen. Lettelsen ved at slippe væk fra mig selv, min egen manglende forståelse af hvad der foregik i min krop, mit sind. Give slip på generation ”vil du se min smukke navle”. Men uskylden kunne ikke være større. Der var piger, som var interesserede i mig. Det kan jeg da se nu. Men forståelsen manglede dengang. Jeg forstod ikke de piger. Og jeg forstod vitterligt ikke, hvordan nogle kunne blive et par, sådan helt pludselig. Hvad fik dem til at føle glæde, hvad fik dem til, helt ubesværet, at danne grupper med hinanden, se hinanden efter skole, finde sammen… Hvordan kunne han, helt uden besvær, røre hendes kind og kysse hende tæt efter skolefesten? Jeg kunne ikke begribe det. Jeg ville så gerne kunne gøre det samme…

Jeg er stadig en dreng. Jeg bærer stadig tvivlen med mig. Vi vokser og bliver ældre, men, så igen, er vi blot kejseren i nye klæder.

”Come of age”
Hvordan vokser man fra idé til krop? For et par år siden stoppede folk mig på gaden, til fester, i barer. Mestendels fremmede, men de kendte mig af navn og fra mit skrevne ord. Nogen kunne ikke fordrage mig, nogen var glade for at se mig, andre ville give mig en drink. Som tak. Som tak for at have gjort dem klogere. Klogere på hvad? Det var et besynderligt scenarie. Jeg talte til dem som mig selv, men de så på mig som en idé fodret af, hvad de læste. Jeg skriver, fordi jeg vil være en bedre version af mig selv. Fordi jeg er af den indædte overbevisning, at vi, i det allermindste, skal højne tilværelsen bare lidt. Strejfe hendes kind før han kysser hende, som Dennis gjorde til skolefesten. Eller tænde hendes cigaret alt imens musikken lægger vægt til røgen imellem læberne. Skrive kærlighedsbreve formet af frisk blæk og fjollede tanker. Hvornår blev det så uforståeligt og splittende, og endda provokerende, blot at ville løfte tilværelsen bare lidt?

Pludselig ville folk forstå mig. Ikke mange men nok til at hvert ord jeg skrev, fremover, måtte overvejes grundigere. Jeg er stadig en dreng. Jeg bærer stadig tvivlen med mig. Vi vokser og bliver ældre, men, så igen, er vi blot kejseren i nye klæder. Det gør ondt at skrive. Det gør altid ondt at skrive. Men man gør det. Fordi verden ikke giver mening, fordi du ikke giver mening. Fordi hun er så fantastisk, og du vil have hun elsker dig bare det desto mere.

Forståelsens dilemma
Jeg husker en aften i min sen-teenage-tid. Jeg kiggede ned fra 4. etage. Regnen dryssede nej og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med min krop. Måske skulle jeg bare hoppe? Hoppe og slippe væk. Til et hinsides som ingen forstår. Måske finder jeg mit hjem der. I eksil fra bevidsthedens tyngde. Der hvor der ikke er et behov for forståelse. Blot en utæmmet blind accept. Det må være den ypperste kærlighed af dem alle. Blind accept. Hvorfor var den så svær at finde heroppe på 4. etage?

Vi må slippe behovet for forståelsen. Det er et forfængeligt mål. Tilværelsen er jo pisse-absurd, reality stranger than fiction. Alt er så svært i forvejen. Jeg accepterer dig. Det må være grundbetingelsen hos et dannet menneske. Om du er ven, læser, modstander eller rival, accepterer jeg dig. Måske fordi, paradoksalt, hvis du sender mig en besked om, at du hader mig, forstår jeg din årsag. Det er intet i forhold til den krig, jeg har mod mig selv. Og hvis du roser mig, er jeg taknemmelig. Nogen må jeg starte med at acceptere, hvad omverdenen byder en. Eller måske skal det hedde sig ”erkende” fremfor ”acceptere”? Hvad ved jeg? Jeg er 36 år, og det eneste jeg er sikker på, er hvilket ansigt jeg gerne vil se fra morgenstunden…

 


Vil De hjælpe mig at holde denne blog i live, og fri for sponsorerede indlæg?

Denne blog er frugten af hårdt, ulønnet arbejde og tiltænkt fri for sponsorerede indlæg.
Alle donationer, store som små er værdsat!

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal