I sorgens time er tiden din falske ven


Sorgen er konstant. Sorgen er et ar. Sorgen er en hemmelighed, som bliver fortalt til et sind af gangen. Sorg er en ting; tiden en ganske anden. Og samtidig påstår vi, uændret, at tid heler alle sår. Det kan også være sandt. Men det er også noget vrøvl. 

Hvordan reagerer dyr på sorg? På tab? Og kender dyr til tid? Det er velkendt, at elefanter udtrykker tegn på sorg, når en slægtning dør. Jane Goodall fortæller også en historie om en chimpanse, Flint, som stoppede med at spise, som trak sig tilbage, og efterhånden døde, som følge af hans mors død. 

Vi er dyr. Men vi er klar over, tæppet går ned en dag. Og i mellemtiden bor et stykke af verdens puls i os. Vi vokser og trækker os sammen mens solen upåvirket – og ligeglad – går ned og står op. 

Men er det tid? Er det at solen sætter sig, og himlen bliver til sort et udtryk for tid; udtryk for sekunder, minutter, timer og år? Startede vores tid med Kristus – eller længe før?

Tid har hjulpet magthavere. Den har også truet dem. Tid er magt. Den har sjældent tjent dig. Men den tjener din arbejdsgiver eller din statsminister: ”Her en er frist, kom i gang.” Når du er ramt af sorg, når du er ramt af tab, er din falske ven tiden. Og der er ingen frister, du kan overholde… 

Jeg så min ven engang. Jeg krammede ham, og jeg græd med ham. Fordi tabet boede og voksede i ham. Og så fortsatte min hverdag. 

Eller den dag jeg fik nyheden om, at min fars ven var død. Det skete over telefonen. Jeg var teenager. Jeg var spinkel; jeg læste tegneserier og boede i en bobbel. Pludselig blev jeg forvandlet til budbringer… budbringer af sorg. Da jeg skulle brygge mine ord sammen, var de et omrids med en forventet reaktion af gråd. Og så meddelte jeg min far, hans ven var død. Jeg krammede ham, og delte sorgen med ham. 

Vi maler konstant portrætter med erindringens pensel. Nogle tydelige, mange uklare. De tydelige savner vi mest. De portrætter er en del af vores personlige portræt. Her har tiden ikke sløret dem. Her har tiden ikke svækket tabet. Det er solens mange op– og nedture, som har gjort, at vi nu kan leve med tabet. At vi har lagt sorgen bag os. 

Navajo-indianerne tror på, at de døde rejser hen til underverden. Og hvis vi de pårørende udtrykker gråd eller følelser, forstyrrer det den dødes rejse. Det er smukt og stoisk på sin egen måde. Men hvad ved jeg … Det eneste jeg med sikkerhed kan sige er, at klokkeslættet aldrig kan hjælpe dig gennem sorg. 

Sorgen skal ikke gemmes. I dit sorteste kammer i hjertet vokser den. Men hvis du italesætter din sorg om og om igen – til dem som vil lytte, til dem som ikke vil lytte, til papiret, til skærmen eller til verden udenfor bliver den lettere… men det har måske mere med håb at gøre – og det er en helt anden snak…