Hvorfor er mænd så forbandede dårlige lyttere?

Jack Donaghy (Alec Baldwin) er en typisk, narcissistisk CEO-tycoon, portrætteret i komedieserien ”30 Rock”. Baldwin eksekverer rollen med kalkuleret charme.

Han burde have stoppet monologen nu, men han bliver ved. Jeg er til et event: androgyne duller, som lige har undsluppet pubertetens kæde af komplekser, står og nikker til de voksnes samtaler mens de tømmer fri bar. Det er endnu et typisk københavner-event – endnu et blandt metastasen af tilflytter-tjekkede sammenkomster hvor groupies dukker op i en tåge af forloren nonchalance og sammenligner garderobe.

Han er endnu en blandt mange mænd med såkaldt ambition. Den slags ambition som masserne, der fodrer sig selv i enten reality-TV eller i insta-blogs, kalder for drive. Hey, en mand skal jo helst ose af ambition. Han skal kraftedme’ række ud efter stjernerne… så langt at fingerspidserne krummer af udmattelse, mens verden svinder omkring ham. Ambition, frugten af Prozac-nation USA number 1 (number 2 is for losers, baby), er det stof, selve benægtelse er strikket af.

Han bliver stadig ved; enhver der hilser er et potentielt publikum for hans endeløse monolog. Det her kunne være en af mange aftner. Og det er det, desværre, bestemt for mit vedkommende, der, af uransagelige årsager, insisterer på at mingle blandt den selverklærede crème af københavner-society.

I alle ambitiøse miljøer rimer samtalens betingelse på quid pro quo. Hvad kan du gøre for mig, så jeg, måske, kan gøre noget for dig.

Når man ”excellerer” til den øvre sociale rangstige, taler man på en anden måde. Man hilser på en anden måde. Man mingler især på en anden måde. Det er 50 shades af hult, og det kan bestemt være livsbekræftende, mens (coke-)rusen begraver rationalet i en summen af knuste horse-tranquilisers. Men når den ædru hammer slår, indser man, at gårsdagens ord har raset som endetarmen i en indisk restaurant. Og dit højeste ønske i tømmermands-sengens straffende katedral er, at glemme gårsdagens mange sociale synder.

I alle ambitiøse miljøer rimer samtalens betingelse på quid pro quo. Hvad kan du gøre for mig, så jeg, måske, kan gøre noget for dig. Alle har noget ”på hjerte”, den travle monolog er afart af samtaleførernes karriere. Og – hvis det er en mand, hvilket han oftest er – er han af den indædte overbevisning at hans virke kan skabe en bule i universet. Et separat univers langt væk fra vores, hvor Bowie gik med kvindetøj i 70’erne, Michael Jackson skiftede hudfarve og en musiker, som lige har vundet Nobelprisen i litteratur. Dit sprog er dansk, din kraftidiot! Din eksport er københavneri – den eneste bule der opstår, er når du ser en 17-årig til et after-party. Stop monologen og lyt – det kan være omverdenen, bare for en gangs skyld, tilbyder dig en stormende visdom, som kan fjerne dine skyklapper.

Han burde have stoppet, men han bliver stadig ved! Slår op på Google demonstrativt for at fastslå hans digitale rank i SEO-hierarkiet. Omtaler sit seneste projekt. Taler om den seneste deal. Diskuterer sin fortid og den uheldige omtale i medierne. Fri mig vel. Masserne omkring ham – de anorektiske, omgivende masser af liderlige duller, der inderligt vil penetreres af et fallos omsvøbt af stjernestøv – råber tavse i kor: ”Fuck janteloven!” Og han danser i centrum af deres scene, med et fast greb om sit skridt og en rastløs Uber-konto. Ja, beskedenhed er en forbrydelse deroppe hos generation reality/selfie/eller andet præfix en debattør har konstrueret. (Ham eller hende vil du med garanti også møde i ambitionens højborg)…

Pludselig lytter han. Mens blikket febrilsk kigger andetsteds. Mod et nyt potentielt publikum.

… og mens alle de tanker raser i mit hoved bedøvet af alt det, den frie bar tilbyder, bliver han ved. Uden et komma i monologen, uden tavshed der indbyder til spørgsmål, uden en snert af anderkendelse af, at du kan have noget reelt at sige. Der er for mange mænd af den slags. Alt for mange. Derfor taler jeg med kvinderne, i stedet. De er, ofte, for gode til primitiv teater. Der eksisterer, naturligvis, undtagelser.

Og så tænker jeg pludselig på den forsømte kone, den frustrerede hausfrau i Nordsjælland, den opgivende karriere-kvinde som modvilligt ”går på date” med hr. Succes, på generation skilsmisse repræsenteret af et overtal af forsømte kvinder, som ofrede tilværelse på en mand kastreret af egen stædighed.

Pludselig lytter han. Mens blikket febrilsk kigger andetsteds. Mod et nyt potentielt publikum. Jeg er ret så ligeglad. Der venter en anden fest. En anden bar. Der kan være visdom at hente derhenne. Så taler min kæreste med mig. Min monolog starter. Så småt og raser i et lokomotiv af overvejelser. Jeg er ikke blevet hørt og her er mit gyldne øjeblik. Jeg er ikke et gran bedre. Ingenlunde. Hvorfor er mænd så forbandede dårlige lyttere? Og hvorfor er der ikke mange flere lebber i verden?

 


Vil du holde os fri fra sponsorede indlæg og andet bras?

Denne blog er frugten af hårdt, ulønnet arbejde og tiltænkt fri for sponsorerede indlæg.
Alle donationer, store som små er værdsat – 10% går til velgørenhed. Læs mere her.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal