Hvad min (yngre) kæreste lærte mig om forhold.

Foto: Sarah Buthmann

Jeg har det oprigtig dårligt med det her. Ikke med at udlevere min kæreste, men fordi jeg skal indrømme, at jeg har taget fejl. Ikke med alt men kun med visse ting – gudskelov. Men det er stadig en forfærdelig erkendelse for en mand på 35 at bevidne at ens noget yngre kæreste, har en bedre taktik, fremgangsmåde og kløgt hvad angår omgængelighed og det at fungere i et forhold.


Hvordan skete det her? En mand velkendt og velbevandret i livets mange nederlag og små-sejre, en mand som har haft en populær klumme om forhold og identitet, en mand der giver råd til andre, skal gøre egne råd til skamme, fordi ens yngre kæreste tackler de respektive problemer med en uhørt elegance. Det drejer sig om et fåtal af egne råd, heldigvis. Nu skal vi ikke skræmme læsere væk. Men jeg er stadig nødt til at skrive den værste sætning, nogen mand kender: ”Du har lært mig noget.”

Nu tænker du, ”arrogante svin”. Du har ret.

Når jeg er træt og vil undgå konflikter med det modsatte køn, så handler jeg efter følgende mantra: en kvinde har brug for tre ting i livet – vand, mad og komplimenter. Men når den kvinde ser igennem dig, er det bare ikke nok. Du kan ikke komme sovende. Du skal konstant gøre en indsats, stor eller lille. Hvilket kan være pisse-irriterende, når man blot vil streame Sopranos i sengen med en cigaret og sin dad-bod vom i fuld skue.

Nok om det. Som et sjældent udtryk af ”goodwill” nævner jeg her 5 ting, min yngre kæreste har lært mig. Min utilstrækkelighed skal jo ikke være din byrde.

Giver dig ret indtil du holder din kæft.
Ofte vil kvinder bare have fred. Blot få dig til at holde kæft, for at genvinde noget forbandet stilhed. Mænd er de nye kvinder, og vi skal altid tale det ud, konstant undersøge hvordan vi står i forhold til hinanden. Jeg har, for eksempel, et ego, og når jeg er i en ilter diskussion, lugter jeg blod. Men hendes tid er kostbar og med det hendes ord. Så derfor, for at genvinde stilheden, nikker hun, jeg mister min iver og så får hun fred. Kæreste 1, frustreret Freudiansk forfatter 0.

Spørger hele tiden ”hvad skal vi lave” for at slippe for ansvaret fra mine fjollede forslag
Tag ikke fejl. I starten af ethvert forhold ”bluffer” enhver, erfaren, mand: ”Nu skal du se, jeg kender det her specielle sted, hvorfor tager vi ikke derhen, og så ser vi, om det er noget for os.” Enkelt. Elegant. Pisse udmattende i længden. Derfor, under et forhold vil jeg bare – for en forbandet gangs skyld – bare lade beslutningerne blive truffet for mig. Niks. Ingen fred. Det her er hendes subtile måde at fortælle mig, ”du skal altid gøre en indsats.” For deri er visdommen. Eller manipulationen, hvad ved jeg. For så snart en mand ikke prøver mere, begynder den anden part at kigge andetsteds.

Jeg er ikke den smarte, ældre kæreste. Jeg er ham, der godt kan være gammeldags forsigtig. Og det er rart.

Nævner referencer til artikler eller kulturelt stof, der irriterer mig grænseløst
Min kæreste læser kunsthistorie. Hendes interesse for den kulturelle verden er enorm. Hendes reference-ramme er nuanceret og hendes kendskab til kunstnere og nøglepersoner indenfor hvad forskellige områder er skarp. Det her er hendes måde, at udfordre min horisont. Hun stopper ikke, fordi det irriterer mig. Efter jeg har bandet af personen, hun refererer til, læser jeg op på det. Og jeg bliver altid klogere. Det er det hun kan, og det er det kvinder er gode til: mænd føler sig ofte truede, men kvinder er nysgerrige af natur. Siges det af mansplainerne. Men modsat, så er det exceptionelt godt, vi, i forholdet, altid kan forene os mod de personer, vi hader. Aldrig undervurder den bindende effekt fælles fjender kan ha’ for et forhold.

Minder mig om min plads
Vi tog en gåtur gennem Istedgade for første gang, sammen. Hun fortalte om hendes gymnasietid, og det blev, med tiden, et af mine kæreste minder. Hun pegede et sted: ”Ikke så mange ved det, men det her en lesbisk bar. De er ret aggressive der.” Der kom erkendelsen: hun har haft en teenage-ungdom, og en erfaring helt ulig min beskyttede teenage-ungdom, som var tynget af mindreværd og Woody Allensk passivitet. Jeg ved, hun blot reagerede på at gense et område. Men jeg kendte min plads. Jeg er ikke den smarte, ældre kæreste. Jeg er ham, der godt kan være gammeldags forsigtig. Og det er rart. Alle mænd – ulig hvad de siger – får et kick af at blive sat på plads. Ydmyghed er sundt. Den kamp tilbyder hun, ofte, og det skaber rygrad.

Mit forhold til døden
Døden var arbitrær i min ungdom. Følelsen af udødelighed fra min rastløse ungdom, forsvandt markant efter 30. Jeg savner ikke den følelse, og jeg savner bestemt ikke min naivitet fra min egen ungdom. Men jeg finder stadig det naive kærkomment hos andre. Men døden skræmmer mig. Jeg vil ikke dø, men jeg vil samtidig ikke opleve verden om 100 år. Et slemt dilemma. Den verden jeg jo kender, holder jeg af! Jeg holder af dens kaotiske enkelthed. Jeg holder af, at vores teknologi stadig er ny, og vi stadig kan slukke for den. Men døden skræmmer mig. Jeg bliver urolig blot ved at tænke på døden. Vi har talt om døden flere gange. Hun frygter den ikke. Der er en bemærkelsesværdig ro, når hun taler om døden. Jeg spurgte, ”Hvordan kan det her ikke skræmme dig?” Hun svarede, ”Jeg tror på en form for efterliv.” Efterlivet, qua hendes fremlægning, behøvede ikke at være en religiøs tanke. Vi forsvinder jo ikke, man lever videre som en idé og et savn hos ens nærmeste og venner. Vi dør og samtidig dør vi ikke. Det var et verdensbillede, der var så naiv og enkel, men uroen forsvandt. Ikke for bestandig, men jeg tænker på den, når min dødsangst indtræffer. Det var nok den bedste gave, nogen kunne give mig.

Vi lever stadig. Vi lytter stadig. Vi lærer stadig. Jeg tog fejl. Det kan være befriende at acceptere. Men for Guds skyld, lad det ikke ske for ofte…

 


Vil du støtte denne blog og det frie ord?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere og andet sponsor-bras.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509