Guide: Københavns 5 varmeste barer

Ethvert berejst menneske ved, at København huser fornemme, unikke barer. Som garvet bargænger deler jeg, hermed, mine fem personlige favoritter.


En bar er som en ven. Den fremprovokerer det naive forhold, lidt som da du var barn, og havde en bedste ven alene baseret på vedkommende samling af legetøj. Din bar er, trods alt, stedet hvor du er i læ fra stormen. Det er der, hvor du har en garant for at se et venligt ansigt – og det er der, du helst vil medbringe din bedre halvdel. For æstetikken, for udvalget, for hvordan lyset toner hendes ansigt. 

Enhver der har fulgt mit litterære virke, ved, at jeg er ivrigt bar-gænger. Jeg er tilhænger af den varme, tilgængelige bar. Det at etablere et fortroligt forhold til en bar, er en vigtig del af min – og såvel manges – livskvalitet. Barer kan noget, et hjem ikke kan: give dig en historie, du kan huske eller tage med dig; tilbyde dig en flirt eller den kolde skulder. Den rigtige bar bliver hurtigt din bedste elskerinde.

Her er de 5 barer, jeg vender tilbage til. Alle byder på noget ganske unikt. Fælles for dem er, at de har alle en personlighed, der trækker en tilbage.

5. Escobar – Blågårdsgade (Prisvenlig)
Et watering-hole møder en øvelse i nihilisme. Escobar er et foretrukket sted om søndagen. Søndage føles modløse og specielle – at træde ind i et sted, hvor metal bræger fra højtalerne, og gæsterne er få, er en ganske enestående oplevelse. Der er flere bartendere, end man kan tælle – og flere er ganske kompetente med personlighed bag betjeningen. Bestyreren, Helge, er et sjældent syn i det københavnske bar-miljø: en bartender blottet for københavner-smart ego, ydmyg og exceptionel. Udvalget af bodega-prisvenlig alkohol er, også, enestående for området.
Escobar prøver ikke engang – men stedet består.

Hvad du skal prøve: Blanton’s Bourbon (50 kr.) En fin bourbon som er et sjældent syn hos bodega og barer. Escobars slum-Irish coffee er også en oplevelse denne kolde tid… Øl-udvalget er, tillige, ganske imponerende.

En tilfældig aften på Escobar. Foto: Filippa Dalnäs
En tilfældig aften på Escobar. Foto: Filippa Dalnäs

4. Floss – Larsbjørnsstræde (Meget prisvenlig)
Floss er fra tiden, hvor punk var, som Lou Reed udtrykte det, “amateur hour”. Floss var med fra starten, da de borgerliges børn blev freaks. Floss er et clash af musikalsk dannelse, Københavns forsømte børn, studerende og et massivt udvalg af alkohol fra nær og fjern gennem, bl.a., egen import. Der er alt, hvad den fordrukne lever begærer. Floss har fantastisk cognac, bourbon, whisky, likør og et udvalg som selv undertegnede – der ikke er øl-drikker – finder glæde hos.

Hvad du skal prøve: Alt. Gå i gang…

3. Andy’s Bar, Gothersgade (Prisvenlig)
Andy’s Bar er en institution, og som med institutioner, er det et spørgsmål, om man køber sig ind i stedets ånd. For mange er Andy’s stedet, man besøger efter 5. Det er trist, da stedet er pulserende – og sjovere – omkring 1-2 efter vampyrtimen. Musikken er den klassiske jukebox, og det skaber en samhørighed, man kender fra en klassisk bodega til trods for stedets (enorme) størrelse. Udvalget er også broget fint – alt fra studentershots til en gentleman’s choice. Glaskunsten på væggene er en historie i sig selv. Bordene er skønne og tynget af tid og slitage. Ikke den brokvarter-venlig rustik der er blevet stueren, men en ægte, gedigen bodega-smudset rustik. Der er højt til loftet på Andy’s…

Hvad du skal prøve: En af de få bodegaer hvor jeg finder min favorit-whisky, Chivas Regal. Derudover, go nuts…

2. Barking Dog, Sankt Hans Gade (cocktails fra 75,-) – røgfri
Intet er overladt til tilfældighederne på BD. Intet. Når man træder ind, kan man se, at ejerne lider af uhørt belastet OCD. Der er intet, INTET, som er et resultat af sløset behandling eller sjusk: der er friske blomster på bordene hver dag, møbler møjsommelig arrangeret, glasflasker og glas og små tønder der former et rustikt grid bag baren. Musikken er fra vinylen bag baren – som er et møbel i sig selv – og væggen bag bagen viser stolt det fornemme udvalg af Mezcal, gin, bourbon; udsøgt sprit til de raffinerede masser. Andre beværtninger sløser med deres koncept efter et par år. Barking Dog har beholdt samme stramhed og særegne personlighed i årevis. Det kræver hårdt arbejde. BD er Danmarks unikke cocktailsted, hvis lige man ikke finder andetsteds. Man taler i punchlines med bartenderne, da de har travlt med at perfekte din drink…

Hvad du skal prøve: Pisco Sour – det er Perus svar på en Whisky Sour med en farveløs brandy (Pisco) i stedet for whisky. Penicillin – en klassisk drink som er opkvikkende, hvis det er sent på aftnen. Bloody Mary – BD’s Bloody Mary er Københavns bedste. Weller’s Bourbon (45,- per glas) (sålænge lager haves) – Weller’s producerer ikke, hvilket er en skam, da den er en personlig favorit.

1. BO-BI Bar, Klareboderne (Prisvenlig)
bo-bi_bar
Legenden om BO-BI Bar fortælles således: en dansk sømand vendte tilbage til København i 1917 efter at have sejlet kloden tynd. I det tredje akt af den første verdenskrig, ønskede han en fredelig tilværelse, og besluttede derfor for at åbne en bar. Den form for bar, som han oplevede i, blandt andet, New York. Den tidligere sømand introducerede den første bardisk i indre by. Baren satte, med andre ord, barren (no pun intended) for efterfølgende barer i Danmark. BO-BI Bar introducerede den klassiske bar til københavnerne.
Der er en udbredt konsensus om, at baren er den ældste i hovedstaden. Dog bestridt af Hviids Vinstue og Byens Kro. Du træder ind i et stykke Danmarks-historie på BO-BI. Eftermiddagene er magiske. Aftnerne er ligeså. Sen-aftnerne er proppede, og selv det har sin charme. Jeg har minder fra BO-BI, hvor jeg dansede vals med en veninde til Sinatra. Men det vigtigste minde er, da min far tog på mig på mit første værtshus. Han bestilte to pilsnere og fortalte om Blixen, der hænger på væggen og forfatterne, der plejede at gæste baren. BO-BI er et bevis på, at tiden kan være tidløs. BO-BI har bordeaux tapet på væggene og farveløs historie i billed-rammerne. Og der er noget for enhver smag: Bloody Mary til din indre Hemingway, Chivas Regal 12 års whisky og Eldorado 12 års rom. Begge til den drankervenlige sum af 25 kroner. Klientellet er intellektuelle, studerende, akademikere, forfattere og resterne af de gamle stædige drukkenbolte. Jeg føler mig hjemme på BO-BI. Og jeg vil vove på, at det vil mange gøre. Der er ikke en bedre bar—tilnærmelsesvis—i København. For de borgerlige skulle det lige være Toga Vinstue. Men det er en anden snak.

HUSK: det er ilde set at tale i mobiltelefon. Det er en bar. Fokusér på selskabet og den næste skål…


Vil du holde os fri fra sponsorerede indlæg?

Denne blog er tiltænkt at være fri for sponsorerede indlæg eller bannere. Hvis du nyder læsningen, og vil læse mere, håber jeg du vil yde en donation. Du vil støtte den frie stemme i Danmark. 10% af donationerne går til et velgørende formål. Læs mere her.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal