Jeg er blevet grimmere. Og det er befriende…

Øjebliksbillede fra Foto: Sarah Buthmann

Et personligt og broget essay om det at være… grimmere.


Mit hår er kruset og snørklet og fedtet de forkerte steder. Mine hænder er vokset mindre genkendelige med alderen. Min ånde er tør og føles som en tung vind gennem livløs tunnel. Mine øjne er røde i konturerne og jeg vil gerne skrive denne tekst færdig… Jeg er grim i dette øjeblik – når jeg snart går ud af døren, er jeg (meget) mindre grim. Jeg var pæn engang – væsentlig pænere. Redelig. Nærmest anstændig. Nu er jeg grimmere – og det er befriende. Når jeg er smuk, er mit ansigt fremmed for min ånd. Min ånd er træt, langsom, til tider hurtig og indimellem eksploderer den i eufori. Men min ånd trives under himlen hos det grimme fastland.

I en tid hvor vi har travlt med at være pæne – og ikke pæne på sådan en gammeldags, stueren manér men glossy-farvemættet-pixel-pæn – har det grimme vundet kant. Det er blevet et kontrolleret vildt fastland, hvor blandt andet teenagepiger med AC/DC T-shirts kan føle sig autentiske, mens make-up’en er påsat med kontrolleret hånd. Her er der en arena for de smukke, som så gerne vil vise, at de er smukke nok til at være grimme. Illusionen brister dog, når jeg udveksler ord og øjeblikke med dem – de røbes som smukke mennesker der har pyntet sig grimme… man stifter klinisk bekendtskab med en klinisk personlighed.

At være grim – virkelig grim i fuld flor – er det ultimative mod i insta-samfundet.

Smukke mennesker glemmer man. Men en grim personlighed er mindeværdig. Ligesom med smuk elskov med et smukt menneske. Elskoven udfolder sig som repetitiv penetration i et maleri fra romantikken. Grim elskov derimod er både taknemmelig og utaknemmelig, våd og tør og uden hæmninger – fandenivoldsk som det blottede, spolerede kød. Smukke mennesker kan ikke kneppe som grimme – det vil ødelægge deres evigt oprejste spejlbillede.

Det eneste som ikke er autentisk er enten reklamer eller verdensbilleder produceret af kommercielle medier.

Når man har et selvhad – og sådan et døjer mange af os med – virker det spolerede spejlbillede mere velkendt end det pæne. Når vi er pæne er det ikke for vores skyld – det er for at forberede et skjold til verden udenfor. Fejlene er vores egne – de er private og tilstås kun i et mørkt lokale og helst uden vidner. Det er befriende at være grim – men irriterende at støde ind i en fremmed når man føler sig grim. At være grim – virkelig grim i fuld flor – er det ultimative mod i insta-samfundet.

På trods af at jeg er blevet grimmere, føler jeg mig dog ikke mere autentisk. Nu er vi jo alle autentiske i en vis forstand, da vi jo befinder os i den virkelige verden. Det eneste som ikke er autentisk er enten reklamer eller verdensbilleder produceret af kommercielle medier. Dove-reklamerne med de fede, mindre fede og buttede piger skal fremstå autentisk. Men glansbilledet er for opstillet til at fremstå sådan. De Dove-reklamer var også irriterende. Ligeså irriterende som dameblade der pludselig skal fremstå feministiske. Autencitet er noget, man har fundet på for at tjene penge. Husk det…

HBO serien ”GIRLS” er et glimrende eksempel på progressionen fra den glamour, som Sex and the City udstillede, til et mere jordnært bevægende billede, som vi bedre kan forholde os til. Foto: © HBO.

Nu tænker du måske: Mænd kan altid slippe afsted med at være grimme. Og ja, det kan vi. Og det har jeg nydt gavn af. Det er et af de få privilegier, jeg har tilbage som (eksotisk) mand. Som pæn kvinde ville jeg være garanteret insta-følgere, gratis drinks fra fremmede, hele mediebilledet vil være optaget af mig og hvor misforstået jeg er, jeg vil vokse og pleje min navle i en dagligdag af evig bekræftelse og mulig konfliktfyldt irritation over selvsamme bekræftelse. Og så vil jeg til slut bygge en karriere på et PR-bureau, når mit fuck-able peak er overstået. Som grim kvinde – ja, der skal meget til før, jeg kalder nogen grim; hvad der er grimt for mange, er jo ganske smukt for enestående få. Mainstream-smag er jo smagløs. Den raffinerede smag finder man jo i niche-krogene. Jeg har et broget billede af grim og smuk. Smukke piger på omslag og i reklamer er håbløst kedeligt. Det er glossy og redeligt og perfekt. Perfekt er kedeligt! Næh nej, giv mig skæve tænder, fregner, brud i ansigtssymmetri, klodsethed, borderline psykoser – hvis det er noget, det asketiske samfund har afvist, så er jeg interesseret! For grimme mennesker – dem som ikke har været båret på laurbærblade til tronen, men som skulle knokle for at blive hørt – har til gengæld arbejdet på deres personlighed.  Fordi omverdenen ikke ville acceptere dem for det, de var, så skulle personligheden styrkes og tweakes og høres. Grimme mennesker er befriende selskab…

Nu synes jeg selv, at mine venner er smukke – virkelig smukke og de kan virkelig klæde et gadebillede. De løfter det simpelthen. Og jeg holder skam af at se på et smukt menneske – hvem gør ikke det? Så hyklerisk kan jeg være, nemlig. Men – jeg gider sgu’ ikke være grim, mens jeg er i deres selskab.

Jeg er blevet grimmere. Det er rart. Men nu har jeg gjort mig pæn, siden jeg skal forlade hytten. Sådan er forfængeligheden. Men det grimme bor nu engang dybt i mig. Feels like home – og jeg vil ikke have det på nogen anden måde…