Gik Nobels Litteraturpris til en forfatter eller musiker?

Bob Dylan kan, med al sandsynlighed, endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?


Et levende mausoleum af folklore legender, metamorfoser og marxistiske profetier udfoldet på en sangkatalog over 6 årtier. Bob Dylan er en gigant, ingen tvivl om det. Der hersker en beskeden tvivl om, at Dylan vil være obligatorisk musikpensum om 100 år. (Medmindre menneskeheden bliver udryddet af menneskeheden selv.) Spørgsmålet er så i hvilket fag. For, efter alt at tyde – og siden Dylan kun har forfattet én bog – bliver det musik. Hvis faget hed sig engelsk litteratur, ville en underviser med en hestehale og en drøm formentlig nævne Dylan og, efter afgørelsen i sidste uge, Nobels Litteraturpris. Post-Dylan underviserne fra nær og fjern har nu, langt om længe, fået den gyldne tilladelse, de har ventet på: nu kan Dylan endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?

Dylan-kulten, som nu er Dylans inkarnerede tilhængere, er ikke i tvivl: Sanglyrik er nu anerkendt på lige fod som prosa. Poesi er ikke forbeholdt de støvede hylder, men eksisterer, også, på vinyl. Hvorfor skal sanglyrik fritages fra at blive anerkendt, på lige fod, som poesi og – endda – litteratur? Og for Dylan, som har skikkelse som en profet med kruset hår og mundharmonika, fortjener han den anerkendelse. Hans sangskat er uvurderlig for den materielle verden. Modsat, kan man ikke have en rimelig og nuanceret diskussion med Dylan-kulten. For ligeså lidt muslimer kan tåle kritiske overvejelser om profeten Muhammed, kan Dylan-kulten ikke købe det scenarie, at der er flere – en del af dem forfattere samt litteraturelskere – som mener, at Dylan modtog en pris, der var irrelevant for hans virke.

Den første litteraturpris i verden er overgået til én, hvis ord man har lyttet til fremfor læst.

Poesi kan en vigtig ting: ordene alene skaber rytmen. TS. Eliot (1888-1965) var en af de tidlige poeter, som brød, med den klassiske, rimende poesi, og introducerede moderne temaer som tvivl og tomhed, da de blev forfattet efter to verdenskrige. Nedenstående uddrag fra Four Quartets (1943) tjener som et fint ekko af sin kaotiske samtid:

Ash on an old man’s sleeve
Is all the ash the burnt roses leave.
Dust in the air suspended
Marks the place where a story ended.
Dust inbreathed was a house-
The walls, the wainscot and the mouse,
The death of hope and despair,
         This is the death of air.

TS. Eliot vandt Nobels Literaturpris i 1948, en literaturpris som nu har overgået en så gevaldig metamorfose, at Dylan kunne vinde den i 2016. For Dylans lyrik (eller bidrag til den amerikanske folk-tradition, som komiteen udtrykte det), kommer nu i fint selskab med exceptionelle forfattere såsom Hemingway (USA) og Camus (Frankrig). Camus døde i et tragisk biluheld i den unge alder af 46. Den billedskønne forfatter mistede livet i 1960, året efter Dylan debuterede. Camus efterlod en arv, så uendelig vigtig for fremtidige generationer: eksistentialisme kommunikeret i simple, fængende narrativer og, især, sætninger: “I opened myself to the gentle indifference of the world” (L’Étranger)

60’erne var årtiet, hvor mange ideologier og strømninger blev født. Ofte som modpol til hinanden. Knap to årtier efter anden verdenskrig, var den vestlige verden klar til at blive genfødt. Op af savsmuldet af Den Store Depression, kravlede poeten Dylan Thomas (1914-1953) med hans livsstil fodret af alkohol og hor. Thomas’ poesi var et oprør mod den restriktive levemåde, som millioner af amerikanere var lænket til under depressionen. Poesien var levende, rå og søgende. Den ramte hjertet af den rodløse amerikanske identitet med sin søgen efter svar på kærlighed, ungdommen og sågar den industrielle revolution. Hans poesi var et led i en motor for en ungdom, der skulle genopfinde sig selv. Hvad havde Dylan Thomas og Bob Dylan til fælles? Bob lånte sit efternavn fra Dylan Thomas, da Dylan (Bob Dylan) var stærkt inspireret af Thomas’ poesi. Et fint eksempel er Do Not Go Gentle Into That Good Night:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Det er klart at se, at Thomas tegnede et tidligt omrids af Dylans særegne prosa. En teori som sikkert mange Dylan-fans står klar til angribe, da der eksisterer en stædig konsensus om, at Dylans stil er banebrydende og ikke desto mindre, udelukkende, hans egen.

Dylans sange, mange af dem, kan læses fri fra musikken, men de var skrevet, som prosa bundet til musikken.

Når vi ser på Thomas, som var en poet besat af rytme, lever hans ord på egne vilkår. Hvis de blev indspillet i et studie, ville de miste vægt. Virkeligheden er her det uundgåelige: poesi, den frie poesi, er den som skrives fri fra nodernes celle. Forfattere har ikke et instrument til at forstærke indlevelsen, deres våben er ordet alene. Når musikken kryber ind, kompromitterer den det frie ord. Dylans sange, mange af dem, kan læses fri fra musikken, men de var skrevet, som prosa bundet til musikken. Ordenes levevilkår afhænger af musikken – deres klimaks af et b-stykke. Og så er der den anden virkelighed: musikelskere, mange af dem, er dovne læsere. De læser ikke ordene, de lytter til dem. Den første litteraturpris i verden er overgået til én, hvis ord man har lyttet til fremfor læst.

Jeg vil nødigt være smålig og gøre mig uenig med en respekteret komites bedømmelse. Dog, for mig, er lyrics og poesi to vidt forskellige discipliner, dog med samme slægtninge. Ydermere, har det afgjort betydning for en forfatters kår, når en populær-musiker får den største litteraturpris. Forfatternes værker hviler ikke på markedsvilkår. Det er forpligtende og tidskrævende at åbne en bog, men derimod belejligt for det moderne samfunds rytme at lytte til et album i 42 minutter.

Dylan har ikke formelt accepteret komiteens invitation. Og det fortæller meget om beslutningen. At en kompetent forfatter som kæmper for anerkendelse, må se sig overgået af en skrivende musiker. Afslutningsvis, må vi cementere det positive komiteens ved beslutning: nu diskuterer vi prosa og poesi og litteratur. Og det er udelukkende positivt…

 


Vil du holde os fri fra sponsorerede indlæg?

Denne blog er tiltænkt at være fri for sponsorerede indlæg eller bannere. Hvis du nyder læsningen, og vil læse mere, håber jeg du vil yde en donation. Du vil støtte den frie stemme i Danmark. 10% af donationerne går til et velgørende formål. Læs mere her.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509
eller PayPal