Fra Arkiverne: Jeg tog til Zulu Awards for at blive klogere på dansk popkultur.

I anledning af aftnens kom-sammen af instavenlige millennials (Zulu Awards 2016), genudsendes min fordrukne skrivelse fra sidste års galla – oprindelig publiceret i Eurowoman.dk, marts 2015:

Denne skrivelse er skrevet med stadige spor af beruselse fra gårsdagens mange, mange sukkervandsdrinks i plastikkrus.


I går var jeg inviteret til ZULU Awards under flosklen VIP, sammen med en sværm af mediefolk, who’s who og ”det hotte lige nu, sandsynligvis glemt i morgen”. Med mig havde jeg den kære Anders Hemmingsen, som samtidig også fungerede som min indgangsvinkel til dansk populærkultur. Begivenheden blev afholdt i det nu nedlagte METRO varehus, en tilpas ”zulu-skæv” lokation. Publikum var tættest på scenen, som befandt sig i en komfortabel vip-buffer zone væk fra os. I den bagerste ende holdt vi til: i et slags reservat af mediefolk, semi-kendisser og managere med bristede drømme. Hele Danmarks mellemkød af tabloid-personligheder samlet et sted. Smukt. Awardshowet skød af, men lyden nåede ikke hen til os i ”reservatet”. Men det betød ikke særlig meget. Vi, som mange andre, var mere optagede af at mingle, som det hedder sig. 

At tale med et royalt par lige efter man har røget en smøg med den danske, måske selv-erklærede, twerk dronning må siges at være charmen ved dansk kulturliv.

Tilstede var HKH Prins Joakim og Prinsesse Marie. I jagten på den gode historie, forsøgte Anders og jeg langsomt at penetrere hans entourage af kultiverede seniorer: ”Nu er jeg ikke opdateret på dansk populærkultur. Hvem vandt?” spurgte jeg et kvindeligt medlem af senior entouraget. Vi var inde i varmen. Vi hilste på det royale par, jeg talte endda gebrokkent fransk med prinsessen. At tale med et royalt par lige efter man har røget en smøg med den danske, måske selv-erklærede, twerk dronning må siges at være charmen ved dansk kulturliv.

Photo: (Too drunk to remember.)
TopGunn, Anders Hemmingsen, Sam Mansoor. Photo: (Too drunk to remember.)

Senere på aftnen befandt jeg mig i et andet entourage. Jeg har hørt Sivas nævnt flere gange, på P3 og i de hedenske gange på Sunday, og besluttede det ville være et spændende pop-antropologisk projekt at chille med hans slæng. En vældig, høflig ung mand, må jeg sige. Vi lavede faktisk ikke meget andet at ryge. Selfies er et hit blandt gæsterne, da deres Instakonto jo skal plejes, og deres følgere skal bevidne at de ”morer sig”. Jeg blev statist i flere selfie-shots, et af dem med Oliver Ranks alias TopGunn. En sød, ung mand med Medusa guldhalskæde.

Det påfaldende ved begivenheder herhjemme, hvor man bliver forkælet med fri bar, mad, etc. er at der går en sport i at tilsvine arrangementet. En kvindelig, ældre scenograf udtrykte overfor mig at, ”hvis jeg havde ansvaret for lyden herinde, havde jeg fyret hele bundtet!” Nu talte hun overvejende pænt dansk, skal det lige påpeges. De fleste af de tilstedeværende er jo blot voksne, forkælede børn med Napoleon egoer. Men deres slagmark er dog begrænset til P3 og comedy tv. Den perfekte opsummering på aftnen var sangen ”Sweet Dogs”, som emmede af højtalerne som sukkersød candyfloss i taxa turen på vej ”videre”. Pop, hvor hult, trivielt, eller anden elitær floskel vi pådutter genren, har den enestående evne til at binde mennesker sammen. Eller, et eller andet klichefyldt i den dur. Jeg tog videre på Sunday for at feste med teenagerne. Men det er en helt anden historie…

IMG_1774-(1)