Farvel, Kære Ven.

Jeg har kun haft det sjældne privilegie af, at møde dig et par gange. Første gang var udenfor en bar hvor vi, på under 20 minutter, vendte hele verdenssituationen – både praktisk, socialkonstruktivistisk og moralsk.
Det førstehåndsindtryk gjorde et så vedvarende indtryk på mig, at jeg kan huske, jeg tænkte: “Den mand har en lys fremtid foran sig.”

Andet møde var på HIVE – af alle steder. Og her blev samtalen endnu mere dybdegående. Men der havde jeg fulgt dig noget tid. Jeg havde med hyppig interesse læst dit indlæg i Politiken og dine indlæg i Ræson. Dine Facebook indlæg vidnede ydermere om, at dit moralske kompas pegede det helt rigtige sted: Dit hjerte bankede for de svage, og din pragmatiske tilgang til at opnå succes var noget alle os danskere, kan lære noget af.

Hver gang vi mødtes tilfældigt, lovede vi hinanden – om og om igen – at det var på tide at ses over en kop kaffe. Det var noget jeg virkelig længe havde set frem til. Men virkeligheden blev desværre – tragisk og uretfærdigt – at du blev taget bort fra os alt, alt for tidligt.

Jeg vil bære mindet af dig med mig. Du var i sandhed et storslået og unikt menneske, som jeg er taknemmelig for, at have mødt. For hvis der var noget du lærte os, var vigtigheden af taknemmelighed – og navnlig taknemmelighed over for det samfund vi er vokset op i.

Man skal aldrig tage noget for givet. Jeg er glad for at have mødt dig, min ven.