Er mænd så simple, som kvinder vil tro?

Er mænd så simple, som flere kvindelige debattører har henledt deres følgere til at tro?


Det beror på ønsketækning, når vi vil tro, at et menneske er simpelt. Derfor, er det ikke et tilfælde, at vi ser flere prominente debattører, samt bloggere, som proklamerer enten at mænd er simple eller at kvinder ønsker at blive domineret i sengen. Denne proklamation, som senest er blevet gentaget i viralt omfang af en kvindelig debattør, hænger ingenlunde sammen med en forståelse for den menneskelige natur. Vi elsker billedet af, at manden er maskulin og kvinden er feminin, fordi det imødekommer vores forældres, eller bedsteforældres, kønslige samspil. Kvinden elsker det, fordi det minder om hendes far. Manden elsker det, fordi han ser det moderlige hos det feminine. For ikke at nævne de evindelige serier og film som hylder den simple kærlighedshistorie.

Men nu handler det om mænd. Er vi så simple, som (mange) kvinder vil tro? Svaret er nej. Mænd er lige så simple, som mennesket er simpelt. Vi er mennesker først, dernæst er vi vores køn. Jeg har samlet 5 jordnære grunde til, at manden ikke er så simpel, endda.

Manden er født ud af et andet køn
Det første, og derfor vigtigste, forhold en dreng får, er til sin mor. En mand er født ud af det modsatte køn. Derfor, når en dreng langsomt rammer puberteten, og selv skal tegne omridset af hans maskuline identitet, skal han distancere sig fra den første forbindelse, han oplevede (den til sin mor) og selv stå på egne ben og drage ud i det urbane vildnis med faderfiguren som nordstjerne. Det er den vigtigste årsag til, at mænd er komplicerede: at den vigtigste grundsten til alle deres fremtidige forhold er feminin. Maskuliniteten, derimod, skal manden selv skabe.

Manden undertrykker sin feminine side
Mennesket har både en feminin og maskulin side. Romantik lever på den vedvarende gnist mellem det feminine og maskuline, konfliktfyldte, samspil. Det ses også genspejlet i homoseksuelle forhold (jeg gider ikke nævne alle forkortelserne). Forholdet, som vi ser det i dag, om det er hetero eller ej, forbliver et ekko af det vores forfædre havde. Den dynamik er cementeret i vores DNA. Der skal være et modspil. Derfor ser du at manden bliver feminin, når hans kvindelige partner, eksempelvis, opfører sig maskulint. Så vil han pludselig tale om følelser og forventninger. Det ligger indgraveret i os, at vi higer efter modspillet. Og vi tilpasser os, per automatik, en feminin rolle, når kvinden er maskulin, som det oftest er med forhold tilhørende moderne kønsroller. Mænd har en påfaldende enorm feminin side, og deres maskulinitet er lænket til, hvordan de tackler det.

Manden er et civiliseret bæst i mange henseender.

Mandens kommunikation og forførelse
I dag er den primære kommunikation på skrift. I alle tænkelige og utænkelige former. Og det imødekommer bestemt ikke den maskuline mand. Forførelse er en svær kunst at mestre, navnlig fordi man skal ignorere ligestillingspolitik eller vrede feminister. Forførelse er tidløst og spiller på analoge tangenter, der ikke rimer på hashtags og hen. Se kommunikation som dette: mænd skriver for at udveksle informationer, kvinder skriver for at danne et bånd. Mænd udtrykker sig, normalvis, i få ord, og kvinder i en del (læs: mange) flere. Det er ikke et udtryk om, hvad der er bedst eller hvad der er simpelt eller kompliceret. En mand er, som udgangspunkt, en doven kommunikator. Derfor: hvis han ikke skriver tilbage, eller opfylder dine forventninger om kommunikation, er årsagen ikke sort eller hvid.

For manden handler det mindre om, hvad han er, men hvad han gør.

Hans karriere
Karriere, for mænd, er et substitut for det at skabe liv. Mænd vil aldrig opleve det storslåede ved at skabe liv. Derfor, er der en hel anderledes tilgang for at skabe karriere, kunst, litteratur, etc. Mandens værk er hans direkte afkom, hans eftermæle til verden efter hans død. Børn spiller også en rolle og de former bestemt manden, på grundlæggende vis, end det at skrive en bog f.eks. Men hvis faderen nu engang er forfatter, vil han stadig være forfatter først og dernæst far. Mandens arbejde er hans eksistensgrundlag, også over for kvinden. For manden handler det mindre om, hvad han er, men hvad han gør.

Hans måde at elske på
Mænd og kvinder har forskellige måder at udtrykke, vise og elske ved. For en kvinde, typisk, vil det ikke blot være manden, men også det billede, der følger med ham. For manden vil det ofte være hende. Men at nå dertil tager tid. Jo ældre en mand er, jo flere ar er der gemt bag huden. Derfor vil han teste dig. I tænkelige og utænkelige situationer. Såfremt han er intelligent, vil han se dig an, og se tegn på, du ikke svigter, eller fordufter, når en tung krise indtræffer. Mænd er ikke lige så elegante og kalkulerede i deres håndtering af følelser og drifter. Manden er et civiliseret bæst i mange henseender. Og det er dét, der skaber gnisten for hende. Når han bliver opslugt af sine følelser, bliver han opslugt af kvinden. Kvinden bliver hans verden. Men hendes kærlighed, for ham, vil altid være en konflikt mellem det hun fortjener og det hun i virkeligheden føler. De sundeste forhold jeg har bevidnet, er dem hvor sådanne reservationer er overvundet.

Afslutningsvis, er der få sider af manden som er såre simpel i sammenligning med kvindens. Ligefremme og befriende primitive. Men en mand er ikke simpel. Så simpelt er det…