Den Nødvendige Byrde.

I stedet for at diskutere hvorfor vi skal modtage flygtninge, er det på tide, vi diskuterer, hvordan vi skal modtage dem. 

Mellemøsten står i flammer. Om vi vil det eller ej, er verden blevet mindre, og grænserne slørede. Hvad der sker derhenne, har konsekvenser for, hvad der sker herhjemme.

11. september forandrede vores verden. Vi lever med disse forandringer. Vi lever med den konstante usikkerhed om, at vores skæggede nabo eller kioskejeren kunne være en soldat eller forkæmper for en middelalderlig, militant fortolkning af en religion, som millioner af borgere bekender sig til. Denne konstante usikkerhed har banet vej for kreative, og mindre kreative, måder at overvåge vores digitale liv. For at terroren kan bekæmpes. Alt i håbet om en sikker hverdag – for os, vores børn og børnebørn.

Som nation løftede vi – og løfter stadig – på vores smalle skuldre vores del af ansvaret. Danske soldater har tjent både i Afghanistan og Irak. Danske soldater har været krig, men har også deltaget i humanitære aktioner. De har været med til at bygge skoler, og de har ydet nødhjælp, hvor behovet har været akut. Om krigene har været legitime er nyttesløst ej heller relevant at diskutere nu. Men vi ved, at det er betydeligt nemmere at destruere end at bygge. Det er nemmere at flyve og vise vores nations betydelige bidrag til koalitionen med luftangreb end at blive konfronteret med krigenes uomtvistelige konsekvenser: flygtninge. Om vi vil det eller ej, er vi kommet til krigenes ”andet akt”: flygtningestrømmen.

”Det knækker din tro som menneske at være på flugt, fordi du netop blot vil leve som et menneske.”

Det er på høje tid, at vi diskuterer og planlægger, hvordan vi kollektivt i Europa skal modtage de flygtninge, vi overhovedet er i stand til, med hensyn til rammerne for vores respektive samfund. For givetvis, kan vi ikke åbne dørene på vid gab, men vi kan ikke være bekendt at holde alle gæsterne udenfor. Især ikke når vi selv har gæstet deres lande, enten med krigsfly eller med landtropper.

Som søn af en flygtningefamilie kender jeg personligt til den tragiske historie, en flygtning bærer med sig. Det efterlader ar, at se sine nærmeste dø. Det efterlader ar at være på flugt. Det knækker din tro som menneske at være på flugt, fordi du netop blot vil leve som et menneske.

Hvis jeg som barn havde kommet til Danmark i dag, havde min tilstedeværelse ikke været ønsket af flere politikere eller beslutningstagere. Ikke på grund af mig som person, men på grund af deres stædige overbevisning af, at en dreng med min baggrund, arabisk flygtning fra Beirut med rødder til en shia-familie i Irak, ikke vil kunne integrere sig i Danmark. Jeg ville være en belastning for samfundet.

Jeg har sjældent behov for at deltage i integrationsdebatten – jeg er for optaget af mit kreative virke til det; men når tonen er blevet så umenneskelig, ubarmhjertig og kalkulerende med en kulde, som man kender fra et DDR regime, så må jeg slå en knytnæve i bordet! For det er ikke det Danmark, jeg kender. Vores grundlov er rummelig. Vores grundlov favner religionsfrihed. Vores kæreste historiefortæller, H.C. Andersen, spindede eventyr om hvordan en grim ælling blev til en smuk svane. Er det et helt utænkeligt scenarie for os, at forvandle nogle af disse uheldige, tragiske flygtninge til en svane? Eller skal vi forsømme dem som den lille pige med svovlstikkerne?

Jeg er ikke naiv. Der vil altid være rådne æbler blandt flygtninge og immigranter. Og også blandt os danskere. Men de må ikke diktere vores bedømmelse af flygtningen som menneske, eller hvordan vi behandler vedkommendes sag. Sålænge vi ikke belaster det fine samfund, vi har opbygget, er der med garanti plads til at give rum til mennesker, som ikke ligner os. Det vil blot gøre os rigere. Til gengæld, må vi gøre vores gæster den tjeneste, at formidle dem de danske værdier, selve grundlovens principper, klart og tydeligt. Det kan være, nogle af dem vælger at blive en permanent del af fremtidens Danmark. Hvilket jeg ikke ser noget problem i. Og det burde De heller ikke…