Den forudsigelige vej tilbage til singlelivet… i tre trin.

Foto: Rasmus Højfeldt

Vi har et mønster, vi gentager efter et brud. Det paradoksale er, at vi forandrer os, men det gør mønstret ikke.

At vende tilbage til single-tilværelsen efter et tre års eksil, har sine udfordringer. Man er på visse områder en dinosaur, som skal undergå en make-over, så man ikke fremstår som et forhistorisk fossil i et digitalt domineret dating liv. Man skal forholde sig til emner såsom #MeToo, krænkelses-debat, hvor langt kan man gå, hvor forsigtig kan man tillade sig at være, et cetera. Du skal med andre ord navigere dig selv i et præstations-miljø, mens din brystkasse er åben som et forlist kadavers på en afrikansk savanne. 

Jeg bliver nostalgisk (som mange der er 30+), for jeg husker med blid vemod, hvordan jeg var i topform i dating-landskabet, hvor mange tilfældige læber jeg mødte på min vej og hvor kalkuleret jeg kunne være, når lejligheden bød sig. Det lyder kynisk, velsagtens, men jeg vil vove at påstå, at ethvert menneske der havner et sårbart sted, savner det punkt i sin tilværelse, hvor empati var en dosis, man kunne styre med nær-sociopatisk præcision.

(…) det mønster man gennemgår, er nærmest et ritual. Det forbereder en til den dag, hvor man igen kan drage ud i mørket, og opdage det man ikke kan modstå.

Vi har alle et mønster, vi gentager efter et brud. For mit vedkommende opstod det for en del år siden under mit første brud, og det gentager sig nu omend en lidt anden form. Det er et mønster, som jeg, for ordens skyld, opdeler i trin. Måske er de trin min nødvendige vej til midlertidig frelse? Ved sidste brud, for eksempel, gik jeg single-kvinde bananas og dyrkede samtlige afsnit af Gossip Girl, afløst af druk og emo-venlig musik. Hvordan (visse) piger fandt mig tiltrækkende, aner jeg stadig ikke.

Savn forsvinder ikke så nemt. Erindringer tydes i et mørkekammer i dit hemmelige rum. Men det mønster man gennemgår, er nærmest et ritual. Det forbereder en til den dag, hvor man igen kan drage ud i mørket, og opdage det man ikke kan modstå.Udfaldet bliver ofte, at din mangel på takt gør dig interessant. Hvilket på sin vis røber meget om piger anno 2019…

Første 30 dage: Se (udelukkende) genudsendelser som besat
Blødsødne amerikanske rom-coms illustrerer tiden efter et såkaldt break-up som følgende: man sidder parkeret, med saltede øjne, foran skærmen, mens man ser slidte TV-genudsendelser. Det scenarie er mine første tredive dage.  Det er irriterende, da jeg føler sig som hende den tykke i Bridget Jones (var det Bridget Jones?), men ydermere en horribel kliche som er lammet og ivrig efter tryghedsliderlig TV.

Blandt pixel-vaselinen af 80er genudsendelser genså jeg, til min overraskelse, Californication. Jeg dyrkede serien aktivt i min singletid i cirkus 2014, som tvivlsom inspiration før de natlige udskejelser – med blandede resultater. Californication handler om den afdankede forfatter, Hank Moody og hans kvindelige erobringer i en sø af druk, som alle er et forsøg på at leve med tabet af hans store kærlighed, Karen. Et scenarie mange fordrukne mænd kan både nikke genkendende til, men, endnu værre, forelske sig i. At gense serien i 2019 rejste forskellige spørgsmål: 1) Hvordan havnede serien ikke i den reaktionære MeToo-debat? og 2) Hvordan kunne man tage sådan en serie, så alvorligt selv i ens voksne dage?

Californication gav fødsel til den sidste hedenske drengerøv i en kulisse af pornografiske kvindekroppe. Serien har sine øjeblikke, men forekommer irrelevant i 2019. © SHOWTIME

Efter 30 dage: Tale med fremmede kvinder om tabubelagte emner
Når man har været en optaget herre gennem tre år, nyder man en vis form for luksus: fremmede kvinder henvender sig til en, og man fremstår attråværdig, da man er optaget (de kan lugte den slags). Og da man selv er forpligtet til tosomheden, bliver samtaler med en fremmed kvinde uforpligtende og, af denne simple årsag, meget mere behagelige. Sådan er det vitterligt ikke som single. Der er ting på spil, og du skal på opdagelse i kødmarkedet, men du er, i det store hele, ugidelig: at forholde sig til en ny krop er et projekt; at forholde sig til et andet menneskes interesser er en endnu større udfordring. Jeg løser det ved at skyde genvej til tabuerne: MeToo, seksuel konsensus samt alle de Politiken-debatindlæg-venlige samtaler, som eliminerer al smalltalk. Alt i håb om, at hun forhåbentlig forlader bordet i en fart, og du kan vende tilbage til din øl og selvmedlidenhed. Men udfaldet bliver ofte, at din mangel på takt gør dig interessant. Hvilket på sin vis røber meget om piger anno 2019: de er trætte af bullshit – og ivrige efter at sige sin mening. Det burde jeg måske have vidst.

På den anden side bør man som mand holde sig i konstant berøring med den eksplosive størrelse, som hedder sig den kvindelige identitet samt seksualitet.

Opdatere sig selv i hvad der rører sig i kvindernes verden
Den kønslige debat har eksploderet i en raketfart de senere år. Det kan have sin ulempe i det ubarmhjertige dating-liv, da jeg føler, at gøre køn til et politisk projekt, kan gøre os fremmede for vores drifter. På den anden side bør man som mand holde sig i konstant berøring med den eksplosive størrelse, som hedder sig den kvindelige identitet samt seksualitet.

I så henseende anbefaler jeg podcast-serien, Good Vibrations. Podcast-serien har det uhellige formål at berette, i intime detaljer, om den kvindelige seksualitet og andre 2019-venlige temaer. 

Jeg opdagede podcasten ved et tilfælde. Afsnittet som fik mig til at lytte med – og tænde en cigaret – var samtalen med ”Maria”. ”Maria” skulle navigere i sin seksualitet mens hun gik i katolsk skole i Mexico og USA. Hun var forbandet til en ungdom i katolsk skyldfølelse, og i et puritansk, amerikansk samfund, som blot føjede spot til skade. Serien er ikke kendt, hvilket er en enorm fordel, da populære podcasts hurtigt kan forsimple sådanne emner.

Man får et råt, ikke-forsødet indblik i de mange lag, som udgør både dannelsen og udlevelsen af den kvindelige seksualitet.

Podcasten kan findes via Soundcloud og via hjemmesiden her

Mit post-brud ritual er ved vejs ende. Det virker sådan. Men det er ikke nemt, da det er en broget vej. Jeg ser frem til det kommende forår: hvor jeg igen kan opleve kolonner af hudfarvet lys, der røber sig under farvede sommerkjoler. Nu må vinteren gerne begrave sig selv. 


Vil du støtte denne blog og den frie debat?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509