De Udstødte.

Vi lever, tilsyneladende, i et frit samfund, men vores frirum bliver mindre og mindre og færre og færre. Politikere, sundhedspolitiet og andre puritanere fortæller os, vi skal kvitte vores smøger – og hvis vi endelig må ryge, er det vores egen skyld, hvis vi stiller træskoene for tidligt. Vi skal, som ansvarlige og lovlydige samfundsborgere, straffes for vores ”ulækre og afskyelige vane.”

Når vi skal tænde en cigaret – eller en brun cubaner – i offentligheden, skal vi enten ty til at sidde sammen med andre ulykkelige sjæle i en bodega eller stå udenfor i den bidende kulde og klynge os til papir-cylinderet mellem vores to frosne fingre. Vi er de udstødte, fordi vi er de beskidte, de uoplyste og, ikke mindst, de svage. Som dyr i et usynligt bur skal vi klemme os sammen og blæse røgen ud i kor. Alt imens vi længes tilbage til dagene, hvor rygning var en accepteret form for æstetik, et befriende ritual efter middagen i stearinlysets skær.

”Når bægeret flyder over, er det befriende at stoppe op, åbne en pakke Marlboro, og se røgen stige til himlen sammen med dine bekymringer.”

Rygere med dårlige manerer satte en stopper for det ledsaget af forbudsivrige politikere som ville komme uskyldige børn til undsætning, ved at skåne dem for passiv røg – uden dog at tage hensyn til de andre rygende skatteydere. Rygeloven var – under de givne omstændigheder – et nødvendigt tiltag, men den kom med en bekostning: rygerne (samt borgere, som ynder at nyde en enkelt cigaret) fik færre frirum, og det var kun begyndelsen af den puritanske glidebane. Nu ser vi ned på et glas vin om eftermiddagen, smør, hvidt brød, kalorier, fedt, varer som ikke er økologiske, kartofler, stivelse og listen fortsætter. Politikerne, vore kære folkevalgte, bliver ved med at lovgive, hvad du skal servere i dit private hjem. Til gengæld bliver samfundets krav ikke mindre: du skal yde mere, være tilstede digitalt, du skal være omgængelig, du skal fungere, og du skal være sund efter strenge forudbestemmelser. For ellers, er du en byrde for et allerede overbelastet sundhedsvæsen.

Mennesker kan ikke fungere uden en last eller flere. Laster er vores brændstof. Syndig sex kl. 14 i køkkenet er mere intenst end sex i soveværelset kl. 22 – som alle andre dage. Når bægeret flyder over, er det befriende at stoppe op, åbne en pakke Marlboro, og se røgen stige til himlen sammen med dine bekymringer. Når du kommer hjem fra arbejde, er den rislende lyd af whisky lindrende for dit humør – “one drink to take the edge off.” Rygning er dit frirum, dit privilegie som menneske. En mands nydelse er en andens mands misbrug.

Vi er forskellige. Forskellighed er dynamisk. Hvis samfundet bliver styret mod übermensch idealet, idet at alle skal være sunde, alle skal spise grundlæggende det samme, ingen skal ryge, du skal nyde ét glas vin om dagen, du skal spise økologisk, etc. etc. skal vi være forberedte på at den stramme, kedelige ensretning kommer til at have en pris: kreativiteten. Underholdning, musik, litteratur, film, selv videnskaben og dens fremskridt skyldes mennesker, som alle led “laster”. De dygtige talenter som har formet og beriget vores kultur, var netop deres livsstil kædet med deres geni. Sådan er det, og hvis vi ikke vil rumme det som samfund, er vi ikke et gran bedre end diktaturet i en blød bananrepublik.

Det er så skønt, hvis du har valgt at være sund og gå i daglig panik over parabener og buræg. Men mit lem bliver følelsesløst, hvis min levemåde skal ligne noget fra en kønsløs livsstilsblog. Jeg horer, drikker, ryger, og elsker god, gedigen bondemad. Jeg er i konstant bevægelse, men det skyldes dog min rastløshed. Jeg har i sinde i at beskytte mit frirum. Og den næste som prædiker ”healthy living” til mit ansigt, vil blive mødt med røgen fra min cigaret.