Da raketterne regnede over os.

Kære mor. Husker du? Da raketterne regnede ned over os? De kaldte vores hjem Mellemøstens perle. Friheden sang sine frelsende salmer. Friheden frigjorte dit hår, gav dig valget mellem at tildække eller blotte det for den gudsbenådede himmel. Husker du? For jeg var lige kommet til verden. Livet var få måneder gammelt. Sekunderne var friske, som bladene der sprang ud i Beiruts stræder. De kristne talte fransk – muslimerne nægtede. Et folk. En historie. Men et had som ulmede.

HAD! Hadet væbnede krigerne med AK-47’ere. Hadet talte ned til os. Hadet gjorde os blinde. Hadet lod os blive forført af tanks’ene – det kolde, mørkegrønne isenkram, blind for al den værdighed civilisationen har velsignet os med.

Husker du, kære mor? Da raketterne regnede ned over Beirut i 1982 og stjal mødre, fædre og børn fra øjeblikket? En hjertebanken, et øjeblik, døden venter det næste sekund.

BRAG! Husker du lydene? Husker du stilheden? Da dine ører gav op. De ører, som blev velsignet med sangerinden Fairuz’s toner morgenen før, og som nu hører døden spille med sit orkester af kaos.

KAOS! Husker du dine høje hæle, kære mor? Kan dine fødder erindre, hvordan de skulle klatre over det ene døde menneske efter det andet? Disse høje hæle, som du havde på da du spiste middag med min far, aftner før.

Hvad gik igennem dit hoved? Hvilke tanker gik igennem dig, da raketterne regnede ned og dit eneste mål, din eneste retning, var at komme i vuggestue og hente mig? Var det at menneskeheden er fanget i et politisk spind? Var det at dagen derpå, skulle du begrave mig? Var det, at denne velkendte by er klædt i dødens røde farver?
Hvilke farver var du iklædt, kære mor? Da du forlod frisøren, for at hente mig, vendte dig om og så at en raket fjernede hende og sine kunder fra jordens overflade. Hvilken følelse forærede eksplosionen dig i dette øjeblik? Frygt? Desperation? Lettelse?

Kære mor, hvilken tanker gik igennem dig, da du trådte ind i vuggestuen, og opdagede jeg var i live? Jeg har ikke besindelsen, ej heller erfaringen til at forestille mig. Jeg har ikke børn. Jeg har ikke en partner. Kærligheden har ikke været heldig med mig. Eller, jeg har ikke været heldig med den. Men er det du gjorde, ikke det ultimative udtryk af kærlighed?

Kære mor. Jeg ved ikke hvad du tænkte, følte, så. Men jeg ved at livet er et øjeblik, som er uendelig stærkt og flygtigt, at det kan være væk det næste. Jeg ved, at din frelse er højere end nogen religiøs følelse. Den er min religion. Den er min frelse. Min private erkendelse. Erkendelsen at det som har reddet mit liv, er kærligheden – en forælders kærlighed til sit barn.