Kig tilbage på din tilværelse: om den har bag sig et prøvet terræn af 16 eller 32 år er ligegyldigt. Om dit terræn har været belyst af kolonner af guld eller mørklagt af dæmoner, er også ligegyldigt. For hvem du end er, hvem du end kysser, hvem du end knepper og hvem du end kalder hjem eller eksil, vil kendsgerningen forblive den samme: kærligheden er en flygtig størrelse. Og den besøger dig sjældent. Men når den er på besøg, tilhører du den.

Den gode nyhed er, at du eksisterer. Og at du kan redde 200 timers hårdt arbejde og tilmed støtte et godt formål.


Kære læser. Da jeg startede denne blog, var det vigtigt, at den skulle være non-profit. Den skulle være et fristed, hvor man ikke blev eksponeret af travle bannere. Hvor man – i ro og mag – kunne få en læseoplevelse uden distraheringer. Men de skrivende har trange kår, og det er ingen undtagelse for denne blog.

Det er, derfor, med tungt hjerte at meddele følgende: det er tydeligt at se, at denne blog ikke kan overleve uden enten

  1. at have rigelig med plads til sponsorerede posts, hvilket er – i min optik – et skrækscenarie
  2. at opsige denne side da udgifterne – samt tiden med at drive den – tårner sig op
  3. at modtage donationer fra de troværdige læsere. Læsere som forstår, at man til en pris af en cafe latte macchiato, eller mere, kan støtte projekter, som ikke hviler på gængse markedsvilkår.

10% af donationerne vil gå til ”Women’s Global Empowerment Fund”

“Unless it comes unasked out of your heart and your mind and your mouth and your gut, / don’t do it.” — Bukowski

Chances are you’re writing your “next big thing” in some up-scale coffee-shop (while “instagramming” about it), and you want to write something that hits a nerve. That kind of nerve that attracts readers. Chances are, also, if you live somewhere in cosmopolitan Copenhagen you’ve sent me a message asking for advice. No need to write. Here are 14 lessons I adhere to – let’s get drunk and get inspired. Now.

The world is boiling. With its dicks and cunts and assholes. And then there are the flowers. They’re struggling to grow through the pavement. Grasping for air and pearls of rain. Then there are the gods … Kurt Cobain was killed by silence. John Lennon was killed by a loner. The free birds were killed in a plane crash. Our daughters are looking for fathers in the darkest corners. The mothers are binging Chardonnay in the suburbs. The fathers have gone mad. And here I am. A drunkard in a torched world.