Bob Dylan kan, med al sandsynlighed, endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?


Et levende mausoleum af folklore legender, metamorfoser og marxistiske profetier udfoldet på en sangkatalog over 6 årtier. Bob Dylan er en gigant, ingen tvivl om det. Der hersker en beskeden tvivl om, at Dylan vil være obligatorisk musikpensum om 100 år. (Medmindre menneskeheden bliver udryddet af menneskeheden selv.) Spørgsmålet er så i hvilket fag. For, efter alt at tyde – og siden Dylan kun har forfattet én bog – bliver det musik. Hvis faget hed sig engelsk litteratur, ville en underviser med en hestehale og en drøm formentlig nævne Dylan og, efter afgørelsen i sidste uge, Nobels Litteraturpris. Post-Dylan underviserne fra nær og fjern har nu, langt om længe, fået den gyldne tilladelse, de har ventet på: nu kan Dylan endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?

En skribent er meget lidt værd uden sine læsere. Og jeg vil udtrykke en dyb taknemmelighed til mine læsere. Det viser mod at udtrykke, at man læser mine tekster. Det ved jeg. Det vidste den nye redaktion også. Dog, har deres manglende mod til at publicere flere af mine tekster medført, at jeg ikke – principielt eller praktisk – kan stå inde for den nuværende redaktionelle linie. I min optik taler det nye format af Eurowoman ned til sine læsere.