En skribent er meget lidt værd uden sine læsere. Og jeg vil udtrykke en dyb taknemmelighed til mine læsere. Det viser mod at udtrykke, at man læser mine tekster. Det ved jeg. Det vidste den nye redaktion også. Dog, har deres manglende mod til at publicere flere af mine tekster medført, at jeg ikke – principielt eller praktisk – kan stå inde for den nuværende redaktionelle linie. I min optik taler det nye format af Eurowoman ned til sine læsere.

Vi lever, tilsyneladende, i et frit samfund, men vores frirum bliver mindre og mindre og færre og færre. Politikere, sundhedspolitiet og andre puritanere fortæller os, vi skal kvitte vores smøger – og hvis vi endelig må ryge, er det vores egen skyld, hvis vi stiller træskoene for tidligt. Vi skal, som ansvarlige og lovlydige samfundsborgere, straffes for vores ”ulækre og afskyelige vane.”

Kære mor. Husker du? Da raketterne regnede ned over os? De kaldte vores hjem Mellemøstens perle. Friheden sang sine frelsende salmer. Friheden frigjorte dit hår, gav dig valget mellem at tildække eller blotte det for den gudsbenådede himmel. Husker du? For jeg var lige kommet til verden. Livet var få måneder gammelt. Sekunderne var friske, som bladene der sprang ud i Beiruts stræder. De kristne talte fransk – muslimerne nægtede. Et folk. En historie. Men et had som ulmede.