I stuen åbnede min mor en skuffe fyldt til bristepunktet med fotoalbums. Fra dengang billedet var på film og Danmark var ny. Det var en interessant form for ransagelse at gense sig selv som barn efter et årti. Der var jeg, i mine fars arme, i Damaskus i 1982. Der var jeg i tweed i 1985 i et pasfoto fra Damaskus. Fra dengang verden var ung. Siderne passerede. Straks var vi i 1987. I en ny verden. I Danmark. Hvert billede sprang måneder eller år frem. Og den unge, fremmede dreng på billedet — den dreng jeg engang var — blev ældre og mere introvert. Verden lå ikke udenfor men på et stykke papir for enden af en kuglepen.

”København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud.”

Et år siden blev København et brændpunkt for terror. Om angrebet var en konsekvens af hard-core islamisk ekstremisme eller en ensom mands forsømte historie, diskuteres stadig. Jeg udgav denne skrivelse for et år siden: hvad jeg oplevede i København, var et uhyggeligt ekko af mine oplevelser i Baghdad og Tel Aviv.