Ethvert berejst menneske ved, at København huser fornemme, unikke barer. Som garvet bargænger deler jeg, hermed, mine fem personlige favoritter.


En bar er som en ven. Den fremprovokerer det naive forhold, lidt som da du var barn, og havde en bedste ven alene baseret på vedkommende samling af legetøj. Din bar er, trods alt, stedet hvor du er i læ fra stormen. Det er der, hvor du har en garant for at se et venligt ansigt – og det er der, du helst vil medbringe din bedre halvdel. For æstetikken, for udvalget, for hvordan lyset toner hendes ansigt. 

Bob Dylan kan, med al sandsynlighed, endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?


Et levende mausoleum af folklore legender, metamorfoser og marxistiske profetier udfoldet på en sangkatalog over 6 årtier. Bob Dylan er en gigant, ingen tvivl om det. Der hersker en beskeden tvivl om, at Dylan vil være obligatorisk musikpensum om 100 år. (Medmindre menneskeheden bliver udryddet af menneskeheden selv.) Spørgsmålet er så i hvilket fag. For, efter alt at tyde – og siden Dylan kun har forfattet én bog – bliver det musik. Hvis faget hed sig engelsk litteratur, ville en underviser med en hestehale og en drøm formentlig nævne Dylan og, efter afgørelsen i sidste uge, Nobels Litteraturpris. Post-Dylan underviserne fra nær og fjern har nu, langt om længe, fået den gyldne tilladelse, de har ventet på: nu kan Dylan endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?

Vores indre stemme har meget at sige om vores valg. Men skal du stole på den?


Din indre stemme har travlt med at navigere dig. Men din fortæller er trænet af tidligere fejltagelser og traumer. Hvis du var ved at drukne som barn, er din naturlige impuls at holde dig fra vandet.
Din indre stemme er fortælleren i dit liv. Som i en form for levende film dikterer den dine replikker, dine tanker, dit selvværd, din bedømmelse af omverdenen, din etik og din moral. Den tvinger dig til valg. Den løser dilemmaer for dig. Med blandet succes. Tonen af din indre fortæller er afgørende for filmens plot: vil du få helten eller heltinden, vil du få en højere stilling, var din far velmenende eller uretfærdig? Det interessante ved vores indre fortæller er, at vores frygt eller utilstrækkelighed ofte kommer med svarene.

Hvem husker finanskrisen? Ikke dig. Du har solgt dit holding-selskab, du har overført penge til Panama, du har holdt din del af post-finanskrise-foredrag hos de pastel-blå købmandsskoler om økonomisk mådeholdenhed og dine udlejede indre-by-herskabslejligheder sikrede dig en jævn strøm af sorte penge. Nu er der grønne tal og jakkesæt som venter i Savile Row. Du skal fejre at dine anklager om skattesvindel eller konkurrenceforvridning er blevet droppet. Du er sulten og din terapeut er bange for dig. Men gudskelov for patientfortrolighed.

I stuen åbnede min mor en skuffe fyldt til bristepunktet med fotoalbums. Fra dengang billedet var på film og Danmark var ny. Det var en interessant form for ransagelse at gense sig selv som barn efter et årti. Der var jeg, i mine fars arme, i Damaskus i 1982. Der var jeg i tweed i 1985 i et pasfoto fra Damaskus. Fra dengang verden var ung. Siderne passerede. Straks var vi i 1987. I en ny verden. I Danmark. Hvert billede sprang måneder eller år frem. Og den unge, fremmede dreng på billedet — den dreng jeg engang var — blev ældre og mere introvert. Verden lå ikke udenfor men på et stykke papir for enden af en kuglepen.

”København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud.”

Et år siden blev København et brændpunkt for terror. Om angrebet var en konsekvens af hard-core islamisk ekstremisme eller en ensom mands forsømte historie, diskuteres stadig. Jeg udgav denne skrivelse for et år siden: hvad jeg oplevede i København, var et uhyggeligt ekko af mine oplevelser i Baghdad og Tel Aviv.