Brudte nætter i Tunis

Her i Tunis er månen herre over himlen. På det tunesiske flag fylder halvmånen halvdelen af flaget. Symboler er for de sultne. Jeg er forholdsvis mæt.
Jeg er tæt ved middelhavet, og du er et sted i København. Mit hjerte rasler og brystkassen forsøger at hamle op. Jeg forsøger at skrive, da jeg ikke evner at tale. Fakta dikterer, at hjertet banker under brystkassen. Mit hjerte er om halsen.
Jeg er slidt; jeg er brugt; jeg er tørstig; og der er intet, jeg heller vil end at blive grådig igen. At kysse fremmede ben. Smage nye læber. Stryge fingre gennem hår, som ingenlunde ligner dit. Jeg er der snart. Jeg havner snart det sted.

Jeg er ved middelhavet, og månen ligner ikke den i Danmark. Stjernerne ligner ikke dem, vi engang kiggede på. Måske skyldes sorgen det. Måske skyldes sorgen, at tiden er et røgslør, som langsomt gemmer minderne for os. Som gør, at vi skaber vores egne minder, minder som lystrer vores humør, lystrer vores overlevelse. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, jeg ikke ønsker, at mit hjerte er om halsen. Jeg ønsker at glemme, at hjertet overhovedet eksisterer…

***

Tunesien har set sit. Folk beskriver stadig diktaturet i 50’erne, de omtaler stadig den sidste præsident. De deler landet op i tiden før revolutionen og efter revolutionen. Kogepunktet kredser sig om startskuddet til det arabiske forår, 2011. Det er en af grundene, til vi er her. Med os har vi multikunstneren, T.S. Høeg, med os er digteren – og min far – Muniam Alfaker. Med os er, ydermere, er formanden for det tunesiske ungdomscenter, der underviser journalistspirer, forfattere, filmfolk, musikere, mm. Han er vores vært, og selvudpeget sherpa gennem Tunis’ skjulte bohemeliv.
Det er første gang udenlandske forfattere, læser op efter revolutionen i 2011. Det er en begivenhed, siger de. De bruger endda udtrykket ”historisk”. For mig er vi tre poeter, som gerne dukker op, uanset politiske strenge. Dem vil man gerne skånes for, især iblandt mennesker som har set sit.

Vores guide, og ven, fører os gennem Tunis’ sidegader. Der er ikke meget at se, ikke mange mennesker henimod aftnen. Arkitekturen er ambitiøs, kaotisk, smuk – en eklektisk konstellation af kolonial-fransk og moderne arabisk. Jeg vil helst ryge, jeg vil helst drikke og til syvende og sidst vil jeg spise. Vi træder ind et grumset sted, ”Restaurant Capri”, et samlingssted for sultne voksne mænd og (få) kvinder, som enten vil se sport, som enten vil tale højt, men som – vigtigst af alt – vil drikke øl og vin. Alle, med undtagelser af få, ryger. Vores vært ryger ikke. Til min glæde kommer et askebæger på bordet. Det samme gør tre flasker øl. Det lover godt.

***

I denne del af verden går solen ned omkring 18. Det har den altid gjort. Jeg finder tryghed i at dagen og natten er ligelig opdelt. Jeg bryder mig ikke om for meget mørke eller for meget dagslys. Den danske sommer er charmerende, men jeg foretrækker nu, at solen går ned ved seks-tiden. 

Himlen er et forførende sort og vores vært vil vise os de steder, som turistbureauerne samt Monocles hipster-yuppie guide, overser. Vi går nu ind i en mørk opgang, som går direkte ud til en enorm boulevard nær Place Halfaouine i centrum. Vi går cirkulært op af trapperne, lyset blinker, vi er varsomme med vores trin. Vores vært banker på en sort dør. Der er stille. Han banker igen. En kraftig mand, som jeg formoder er en bouncer, åbner døren, kigger på ham, dernæst kigger på os. Han grynter mod vores vært. Vores vært giver manden få instruktioner, dørmanden kigger på os, går ind og vores vært signallerer, at vi skal følge trop.
Vi befinder os nu i Maison des Journalistes (Journalisternes Hus), mødestedet for tunesiens journalister og, så vidt jeg kunne se, universitetsstuderende. Stedet emmede af livlig debat, røg samt generøse mængder af enten den lokal eller tysk øl og middelmådig vin. Prominente tænkere, kunstnere og forfattere prydede stedets grønne vægge: Foucault, Bukowski, Beauvoir og Sartre, Camus, Jacques Brel. Jeg bestilte grillede sardiner, som gik fornemt med min øl. Journalisternes Hus blev, aften efter aften, til vores hus.

***

Hvad man skal vide om tunesisk madkultur er følgende: forretterne består altid af harissa, en form for chilipesto som man bliver afhængig af, hvidt brød, fintskåret salat med chilifrugter, oliven og assorterede grøntsager. Her er middelhavet gavmildt, fisk og skaldyr er billigt, og det kan ses, at levestandarden er høj sammenlignet med andre lande i regionen. Her eksisterer en middelklasse, her hyldes stadig værdier som både er sekulære og som ikke bundet af ren overlevelse. Det handler ikke om at leve for at kæmpe. Det handler om at spise med venner, og naturligvis døje med tilværelsens trængsler. Der er dog stadig udfordringer i horisonten – vi befinder os, trods alt, i Nordafrika.

En middag, som vil stå i min erindring længe endnu, var den vi nød hos L’Amphitrite, en restaurant som var ivrigt besøgt af den forgående præsidentfamilie.
Vi ankommer sent, vandet buldrer mod bugten, der pryder restaurantens udsigt i dagtimerne. Men under denne sorte himmel kan vi kun høre havet og ane det mælkehvide brus, bølgerne skubber frem. Udenfor restauranten står en tom hvid terrasse. Her griber jeg et øjebliks ensomhed, i forlænget selskab med vores venner. De står der, og jeg står her. Jeg betragter havet, og finder en simpel, banal trøst i, at jeg er lille og verden fornemmes uendelig stort i disse sekunder. For når vi om få minutter sætter os til bords, og bestiller en vin, en drink, en ret og endnu en vin, skubbes verden mindre og mindre. Den bliver ligeså fjern, som det hav vi ikke kan se, men kun kan høre.

***

Det hele kulminerer, den aften vi læser op. En efter en går vi op på scenen foran tre generationer, gammel som ung, som lytter stille til os. De forstår ikke det, jeg læser op på dansk, nogle forstår brudstykker af det jeg læser op på engelsk. Så kommer den arabiske oversættelse, og de reagerer.
Efter oplæsningen strømmede pigerne mod mig. De ønskede selfies og gruppeportrætter. En sagde, ”You’ll be famous one day,” andre hviskede, jeg var smuk. Mit ego fik et kunstigt åndedræt den aften. Det åndedræt varer stadig ved.

Den sidste nat i Tunis, undgår jeg nyheder fra Danmark. Men jeg åbner stadig min telefon.
Jeg står her på kanten af menneskeheden, og et hav af ansigter strømmer forbi mig. Min slægt er mig, og mit barn er forsømmelsen. Jeg bringer forsømmelsen videre, som et frø du ikke mærker, før det er for sent… Mit hjerte er stadig om halsen, min sjæl er blakket, og jeg er forført af tomme løfter fra Himmeriget. Pigehænder har rørt ved mig. Mine øjne har haft travlt. Min sjæl har været doven.

Her, på kanten af menneskeheden, mærkes livets buldren ikke i minutter, ikke i timer, ikke i dage, men i sekunder af ild. I sekunder af heftig, trodsig ild. Når ilden først har sit greb i dig, kan du ikke slippe den. Du vil forfølge den til de mørkeste hjørner af verden. Indtil det tavse øjeblik du ikke længere kan rumme årene.

 


Vil du støtte denne blog og den frie debat?

Denne blog er frugten af ulønnet arbejde og helst tiltænkt fri for bannere.
Alle donationer, store som små er værdsat.

Donér nemt og hurtigt via
MobilePay – 91557509