Terror: Baghdad. Tel Aviv. København.

”The Missing Brick”. Fra en mur som omgiver en lille by i Nord-Irak, nu under angreb fra ISIS. Photo: Sam Mansoor

”København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud.”

Et år siden blev København et brændpunkt for terror. Om angrebet var en konsekvens af hard-core islamisk ekstremisme eller en ensom mands forsømte historie, diskuteres stadig. Jeg udgav denne skrivelse for et år siden: hvad jeg oplevede i København, var et uhyggeligt ekko af mine oplevelser i Baghdad og Tel Aviv.


 

BAGHDAD

En morgen i et 2009’s december. Klimatopmøde i København. Jeg var i Baghdad med 12 andre danske forfattere og kunstnere. Vi var gæster af regeringen og beskyttet af en mindre hær af livvagter, militær og politi. Militærfolkene sendte koordinater og kodede oplysninger til hinanden over radioen. Vi ventede i rastløs flok udenfor hotellet på et ”go” fra vores escort til lufthavnen.

Luften var let, mine tømmermænd var tunge som hammerslag. Natten før, sendte jeg og en jazz-musiker vores livvagt ud til indre Baghdad for at hente whisky. Vi tømte flasken få timer før, vi skulle pakke og videre i det officielle program i det nordlige Irak.
Dér stod vi så på parkeringspladsen, the morning after, og ventede på at træde ind i vores skudsikre vogne. Helikoptere fløj over os … jeg hørte et brag, dets tyngde begravet af afstanden. Mit berusede sind i den unge sharia-stat tænkte ikke yderligere over det: ”Det måtte være et fly, der brød lydmuren.” Jeg tog fejl – så gruelig fejl. Jeg forstod heldigvis arabisk og overhørte vagternes indbyrdes snak. Der var sket noget, som forårsagede vores venten. Jeg gik hen til min far, som stod længere ned ved pladsen, og talte med en delegeret fra myndighederne. Min mavefornemmelse anede det værste. Den delegerede afslørede diskret, at der var sket 3 terrorangreb tæt på os, her, i Den Grønne Zone: To bilbomber og en bombe lige ved en bank, hvor mange var på arbejde, kvinder og mænd. Min kusine var en af de kvæstede, den heldige blandt mange uheldige.

Uroen dræbte mine tømmermænd. Mit liv syntes ikke længere at være en ide, en tilværelse, men var i dette øjeblik reduceret til en kamp for flugt, for overlevelse. Angsten bed i mig – det samme gjorde den skamfulde lettelse. Lettelsen over det ikke var en selv.

Vi fik endelig vores GO. Vi satte os hurtigt ind i de skudsikre vogne ledsaget af en stribe militær- og politikøretøjer. Med AK-47’ere, let artilleri og monterede affyringsramper for og bag, kørte vi igennem trafikken, igennem endnu et ramt Baghdad, over Tigris, over broer oplyst af en rubinrød sol. En by smuk som den var stikkende. En vissen rose med sprøde torne.

Endelig, nåede vi lufthavnen.

baghdad-convoy


 

TEL AVIV

Min daværende kæreste havde valgt at læse et semester i Haifa. Jeg havde reserveret et hotelværelse til os med udsigt over stranden, tæt på Yafo. Vi skulle nyde den bitre frugt af vores langdistance forhold med udsigt til det forjættede lands billedskønne solnedgang samt room-service. Efter et to timers akavet forhør i Ben Gurion Lufthavn, satte jeg fødderne i en taxi tumlende igennem det forjættede land, Israel, den glohede bastion i hjertet af en endeløs konflikt.

Jeg blev forelsket i Tel Aviv. Jeg glemte, jeg var i Mellemøsten med barerne langs strandspromenaden, de moderne bygninger og byens mosaik af etniciteter, jøder, muslimer samt homoseksuelle der gik hånd i hånd. De slanke, israelske kvinder der løb langs den våde strandbred med dansende svedperler på deres hasselnødsfarvede, svulstige barm. Denne oktober, fjern fra Danmarks isnende breddegrader, varmede solen os. Man følte sig udvalgt blandt Guds udvalgte folk.

Al produkt af moderne oplysning, hvor fredelig og rummelig den end er, står for mål.

Og midt i idyllen ramte virkeligheden os – Mellemøstens virkelighed. Vi passerede en mindeplade tæt på et gadekryds. Den stod til minde for de israelere, der blev dræbt i et selvmordsangreb i en bus. Tel Avivs rubinrøde hinde af idyl og forskellighed sås pludselig skrøbelig og midlertidig. Jeg forstod på egen krop at indbyggerne, de gængse israelere, levede i nuet. Bitter erfaring og historie havde vist, gang på gang, at døden kunne indtræffe det næste sekund. Man forstod deres kamp for deres skrøbelige demokrati. Hver by man besøgte, fra Haifa til Jerusalem, sitrede heksekedelen af politik, religion og etnisk stædighed. At leve livet indædt og til fulde var det eneste rigtige. Der. I denne del af verden. For ellers kvalte frygten din ÅND.


 

KØBENHAVN

Valentins Dag. Blomster-butikkernes dag. Jeg befandt mig i en natklub i indre by til en fødselsdagsfest. Drinks ved baren og stoffer i kummerne. Man syndede i de mørke kamre, og med bankende hjerte skålede man med en tynd drink ved baren.

Efter midnat stod jeg udenfor for at tænde min tiltrængte cigaret. Rygernes mumlen tiltog. Urolig mumlen gjort værre af rusen. Fingeren på iPhone: ”VAGT SKUDT VED SYNAGOGEN” ”GERNINGSMAND PÅ FRI FOD” ”INDRE BY AFSPÆRRET”.

Her stod jeg, et beruset fjols med uro i min krop. Den samme uro jeg oplevede i Baghdad, den samme i Tel Aviv. Mellemøstens rædsler var rykket tæt på, alt for tæt på. København var vores fristed. Der hvor vi cyklisk trak hverdagen til ende fri fra ekstremisme og geværskud. Naivt, måske. Ikke desto mindre, var vores fristed under angreb – og hvad fuck gør man nu? Hvordan lever man nu sin tilværelse?

En tilværelse i FRYGT er ikke en værdig tilværelse.

Alle fraktioner af den islamiske ekstremisme deler samme fjender: uskyldige mennesker, jødiske helligdomme og kunstnere samt intellektuelle. Al produkt af moderne oplysning, hvor fredelig og rummelig den end er, står for mål. Jeg tog ved lære af min irakiske slægtninge i Baghdad og indbyggerne i Tel Aviv. Enten kunne man afbryde sin aften og vende hjem eller man kunne fortsætte med en omtanke af årvågenhed. En tilværelse i FRYGT er ikke en værdig tilværelse.

Jeg fortsatte min fest, mine blasfemiske aktiviteter, min rus. Til morgenfest i en lejlighed hos en eks-rockstjerne. Få skridt fra Amalienborg kunne man byde morgendagen velkommen. Min krop var et brændpunkt: jeg vidste, vi var vågnet til et nyt Danmark. Spørgsmålet var blot hvilket Danmark? Vil vi møde et menneske med en konsekvent mistanke, eller vil vi vælge at møde et menneske i øjenhøjde?

Det er søndag i København. Jeg nyder en øl, og jeg kigger ud mod et fortovs mosaik af mennesker. Mit København, med sit frisind og rummelighed, er der ingen, der kan skyde i sænk.