Han burde have stoppet monologen nu, men han bliver ved. Jeg er til et event: androgyne duller, som lige har undsluppet pubertetens kæde af komplekser, står og nikker til de voksnes samtaler mens de tømmer fri bar. Det er endnu et typisk københavner-event – endnu et blandt metastasen af tilflytter-tjekkede sammenkomster hvor groupies dukker op i en tåge af forloren nonchalance og sammenligner garderobe.

Ethvert berejst menneske ved, at København huser fornemme, unikke barer. Som garvet bargænger deler jeg, hermed, mine fem personlige favoritter.


En bar er som en ven. Den fremprovokerer det naive forhold, lidt som da du var barn, og havde en bedste ven alene baseret på vedkommende samling af legetøj. Din bar er, trods alt, stedet hvor du er i læ fra stormen. Det er der, hvor du har en garant for at se et venligt ansigt – og det er der, du helst vil medbringe din bedre halvdel. For æstetikken, for udvalget, for hvordan lyset toner hendes ansigt. 

Bob Dylan kan, med al sandsynlighed, endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?


Et levende mausoleum af folklore legender, metamorfoser og marxistiske profetier udfoldet på en sangkatalog over 6 årtier. Bob Dylan er en gigant, ingen tvivl om det. Der hersker en beskeden tvivl om, at Dylan vil være obligatorisk musikpensum om 100 år. (Medmindre menneskeheden bliver udryddet af menneskeheden selv.) Spørgsmålet er så i hvilket fag. For, efter alt at tyde – og siden Dylan kun har forfattet én bog – bliver det musik. Hvis faget hed sig engelsk litteratur, ville en underviser med en hestehale og en drøm formentlig nævne Dylan og, efter afgørelsen i sidste uge, Nobels Litteraturpris. Post-Dylan underviserne fra nær og fjern har nu, langt om længe, fået den gyldne tilladelse, de har ventet på: nu kan Dylan endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?

Vores indre stemme har meget at sige om vores valg. Men skal du stole på den?


Din indre stemme har travlt med at navigere dig. Men din fortæller er trænet af tidligere fejltagelser og traumer. Hvis du var ved at drukne som barn, er din naturlige impuls at holde dig fra vandet.
Din indre stemme er fortælleren i dit liv. Som i en form for levende film dikterer den dine replikker, dine tanker, dit selvværd, din bedømmelse af omverdenen, din etik og din moral. Den tvinger dig til valg. Den løser dilemmaer for dig. Med blandet succes. Tonen af din indre fortæller er afgørende for filmens plot: vil du få helten eller heltinden, vil du få en højere stilling, var din far velmenende eller uretfærdig? Det interessante ved vores indre fortæller er, at vores frygt eller utilstrækkelighed ofte kommer med svarene.

Dette tema er en hyldest til whisky’en og dens mange afkom. Vi starter med den mest velkendte af dem alle, Old Fashioned.

 


Når solen giver slip og skyerne maler alt blåt væk, er der intet bedre sted at stå: under en markise, udenfor en bar, med et blik der forsvinder i den travle scene foran dig: regn på ødelagt asfalt; nederdele der klynger sig til kroppen; gnavne mænd der smider paraplyen; spanske turister iført gule discount-windstoppers.


Kig tilbage på din tilværelse: om den har bag sig et prøvet terræn af 16 eller 32 år er ligegyldigt. Om dit terræn har været belyst af kolonner af guld eller mørklagt af dæmoner, er også ligegyldigt. For hvem du end er, hvem du end kysser, hvem du end knepper og hvem du end kalder hjem eller eksil, vil kendsgerningen forblive den samme: kærligheden er en flygtig størrelse. Og den besøger dig sjældent. Men når den er på besøg, tilhører du den.

Den gode nyhed er, at du eksisterer. Og at du kan redde 200 timers hårdt arbejde og tilmed støtte et godt formål.


Kære læser. Da jeg startede denne blog, var det vigtigt, at den skulle være non-profit. Den skulle være et fristed, hvor man ikke blev eksponeret af travle bannere. Hvor man – i ro og mag – kunne få en læseoplevelse uden distraheringer. Men de skrivende har trange kår, og det er ingen undtagelse for denne blog.

Det er, derfor, med tungt hjerte at meddele følgende: det er tydeligt at se, at denne blog ikke kan overleve uden enten

  1. at have rigelig med plads til sponsorerede posts, hvilket er – i min optik – et skrækscenarie
  2. at opsige denne side da udgifterne – samt tiden med at drive den – tårner sig op
  3. at modtage donationer fra de troværdige læsere. Læsere som forstår, at man til en pris af en cafe latte macchiato, eller mere, kan støtte projekter, som ikke hviler på gængse markedsvilkår.

10% af donationerne vil gå til ”Women’s Global Empowerment Fund”

En skribent er meget lidt værd uden sine læsere. Og jeg vil udtrykke en dyb taknemmelighed til mine læsere. Det viser mod at udtrykke, at man læser mine tekster. Det ved jeg. Det vidste den nye redaktion også. Dog, har deres manglende mod til at publicere flere af mine tekster medført, at jeg ikke – principielt eller praktisk – kan stå inde for den nuværende redaktionelle linie. I min optik taler det nye format af Eurowoman ned til sine læsere.