Jeg har det oprigtig dårligt med det her. Ikke med at udlevere min kæreste, men fordi jeg skal indrømme, at jeg har taget fejl. Ikke med alt men kun med visse ting – gudskelov. Men det er stadig en forfærdelig erkendelse for en mand på 35 at bevidne at ens noget yngre kæreste, har en bedre taktik, fremgangsmåde og kløgt hvad angår omgængelighed og det at fungere i et forhold.

Han burde have stoppet monologen nu, men han bliver ved. Jeg er til et event: androgyne duller, som lige har undsluppet pubertetens kæde af komplekser, står og nikker til de voksnes samtaler mens de tømmer fri bar. Det er endnu et typisk københavner-event – endnu et blandt metastasen af tilflytter-tjekkede sammenkomster hvor groupies dukker op i en tåge af forloren nonchalance og sammenligner garderobe.

Ethvert berejst menneske ved, at København huser fornemme, unikke barer. Som garvet bargænger deler jeg, hermed, mine fem personlige favoritter.


En bar er som en ven. Den fremprovokerer det naive forhold, lidt som da du var barn, og havde en bedste ven alene baseret på vedkommende samling af legetøj. Din bar er, trods alt, stedet hvor du er i læ fra stormen. Det er der, hvor du har en garant for at se et venligt ansigt – og det er der, du helst vil medbringe din bedre halvdel. For æstetikken, for udvalget, for hvordan lyset toner hendes ansigt. 

Bob Dylan kan, med al sandsynlighed, endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?


Et levende mausoleum af folklore legender, metamorfoser og marxistiske profetier udfoldet på en sangkatalog over 6 årtier. Bob Dylan er en gigant, ingen tvivl om det. Der hersker en beskeden tvivl om, at Dylan vil være obligatorisk musikpensum om 100 år. (Medmindre menneskeheden bliver udryddet af menneskeheden selv.) Spørgsmålet er så i hvilket fag. For, efter alt at tyde – og siden Dylan kun har forfattet én bog – bliver det musik. Hvis faget hed sig engelsk litteratur, ville en underviser med en hestehale og en drøm formentlig nævne Dylan og, efter afgørelsen i sidste uge, Nobels Litteraturpris. Post-Dylan underviserne fra nær og fjern har nu, langt om længe, fået den gyldne tilladelse, de har ventet på: nu kan Dylan endelig blive en del af et litterært dannelses-pensum. Men er det entydigt positivt?

Vores indre stemme har meget at sige om vores valg. Men skal du stole på den?


Din indre stemme har travlt med at navigere dig. Men din fortæller er trænet af tidligere fejltagelser og traumer. Hvis du var ved at drukne som barn, er din naturlige impuls at holde dig fra vandet.
Din indre stemme er fortælleren i dit liv. Som i en form for levende film dikterer den dine replikker, dine tanker, dit selvværd, din bedømmelse af omverdenen, din etik og din moral. Den tvinger dig til valg. Den løser dilemmaer for dig. Med blandet succes. Tonen af din indre fortæller er afgørende for filmens plot: vil du få helten eller heltinden, vil du få en højere stilling, var din far velmenende eller uretfærdig? Det interessante ved vores indre fortæller er, at vores frygt eller utilstrækkelighed ofte kommer med svarene.

Dette tema er en hyldest til whisky’en og dens mange afkom. Vi starter med den mest velkendte af dem alle, Old Fashioned.

 


Når solen giver slip og skyerne maler alt blåt væk, er der intet bedre sted at stå: under en markise, udenfor en bar, med et blik der forsvinder i den travle scene foran dig: regn på ødelagt asfalt; nederdele der klynger sig til kroppen; gnavne mænd der smider paraplyen; spanske turister iført gule discount-windstoppers.