Dette tema er en hyldest til whisky’en og dens mange afkom. Vi starter med den mest velkendte af dem alle, Old Fashioned.

 


Når solen giver slip og skyerne maler alt blåt væk, er der intet bedre sted at stå: under en markise, udenfor en bar, med et blik der forsvinder i den travle scene foran dig: regn på ødelagt asfalt; nederdele der klynger sig til kroppen; gnavne mænd der smider paraplyen; spanske turister iført gule discount-windstoppers.


Kig tilbage på din tilværelse: om den har bag sig et prøvet terræn af 16 eller 32 år er ligegyldigt. Om dit terræn har været belyst af kolonner af guld eller mørklagt af dæmoner, er også ligegyldigt. For hvem du end er, hvem du end kysser, hvem du end knepper og hvem du end kalder hjem eller eksil, vil kendsgerningen forblive den samme: kærligheden er en flygtig størrelse. Og den besøger dig sjældent. Men når den er på besøg, tilhører du den.

Den gode nyhed er, at du eksisterer. Og at du kan redde 200 timers hårdt arbejde og tilmed støtte et godt formål.


Kære læser. Da jeg startede denne blog, var det vigtigt, at den skulle være non-profit. Den skulle være et fristed, hvor man ikke blev eksponeret af travle bannere. Hvor man – i ro og mag – kunne få en læseoplevelse uden distraheringer. Men de skrivende har trange kår, og det er ingen undtagelse for denne blog.

Det er, derfor, med tungt hjerte at meddele følgende: det er tydeligt at se, at denne blog ikke kan overleve uden enten

  1. at have rigelig med plads til sponsorerede posts, hvilket er – i min optik – et skrækscenarie
  2. at opsige denne side da udgifterne – samt tiden med at drive den – tårner sig op
  3. at modtage donationer fra de troværdige læsere. Læsere som forstår, at man til en pris af en cafe latte macchiato, eller mere, kan støtte projekter, som ikke hviler på gængse markedsvilkår.

10% af donationerne vil gå til ”Women’s Global Empowerment Fund”

En skribent er meget lidt værd uden sine læsere. Og jeg vil udtrykke en dyb taknemmelighed til mine læsere. Det viser mod at udtrykke, at man læser mine tekster. Det ved jeg. Det vidste den nye redaktion også. Dog, har deres manglende mod til at publicere flere af mine tekster medført, at jeg ikke – principielt eller praktisk – kan stå inde for den nuværende redaktionelle linie. I min optik taler det nye format af Eurowoman ned til sine læsere.

Hvem husker finanskrisen? Ikke dig. Du har solgt dit holding-selskab, du har overført penge til Panama, du har holdt din del af post-finanskrise-foredrag hos de pastel-blå købmandsskoler om økonomisk mådeholdenhed og dine udlejede indre-by-herskabslejligheder sikrede dig en jævn strøm af sorte penge. Nu er der grønne tal og jakkesæt som venter i Savile Row. Du skal fejre at dine anklager om skattesvindel eller konkurrenceforvridning er blevet droppet. Du er sulten og din terapeut er bange for dig. Men gudskelov for patientfortrolighed.

I stuen åbnede min mor en skuffe fyldt til bristepunktet med fotoalbums. Fra dengang billedet var på film og Danmark var ny. Det var en interessant form for ransagelse at gense sig selv som barn efter et årti. Der var jeg, i mine fars arme, i Damaskus i 1982. Der var jeg i tweed i 1985 i et pasfoto fra Damaskus. Fra dengang verden var ung. Siderne passerede. Straks var vi i 1987. I en ny verden. I Danmark. Hvert billede sprang måneder eller år frem. Og den unge, fremmede dreng på billedet — den dreng jeg engang var — blev ældre og mere introvert. Verden lå ikke udenfor men på et stykke papir for enden af en kuglepen.

“Unless it comes unasked out of your heart and your mind and your mouth and your gut, / don’t do it.” — Bukowski

Chances are you’re writing your “next big thing” in some up-scale coffee-shop (while “instagramming” about it), and you want to write something that hits a nerve. That kind of nerve that attracts readers. Chances are, also, if you live somewhere in cosmopolitan Copenhagen you’ve sent me a message asking for advice. No need to write. Here are 14 lessons I adhere to – let’s get drunk and get inspired. Now.