I skrivende stund er det mandag. Vejrguderne har malet himlen grå, og vejrprofeterne forudser regnskyld. Det er altid påfaldende, når man opdager i hvor høj grad vejret i Danmark, agerer som metafor – eller katalysator – for ens sindstilstand; vi er enten i blæstens, regnens, varmens eller kuldens nåde. Der er alt for mange dage, hvor man selv skal løfte sin krop – løfte optimismen; der er for mange dage, hvor man skal hejse sin rygrad, og ikke lade sig påvirke af vejret.

Det er umoderne at lade sig begrænse. Det mantra kender vi efterhånden alt for godt. Det mantra bliver også ivrigt gentaget af den seneste generation af sexologer, og andre ”underlivs-eksperter”, som mener at frit (partner)valg bør være en obligatorisk del af et moderne forhold. Hvis du er monogam, eller er tilhænger af monogami, er du en dinosaur i et landskab af liderlige rovdyr, der har sin helt egen parringsfest.

Jeg har det oprigtig dårligt med det her. Ikke med at udlevere min kæreste, men fordi jeg skal indrømme, at jeg har taget fejl. Ikke med alt men kun med visse ting – gudskelov. Men det er stadig en forfærdelig erkendelse for en mand på 35 at bevidne at ens noget yngre kæreste, har en bedre taktik, fremgangsmåde og kløgt hvad angår omgængelighed og det at fungere i et forhold.

”Klogest er den, der ved, hvad denne ikke ved”—Sokrates


Kvinder kan, nemt som ingenting, kaste et blik på dig der siger: ”Jeg ved noget, du ikke ved.” Selv om din forstand fortæller dig i tvivlens time, at det kan umuligt passe, kigger de på dig igen. Og som en knytnæve der rammer hagen af dit selvværd, runger blikket igen: ”Jeg ved noget, du ikke ved.”

Han burde have stoppet monologen nu, men han bliver ved. Jeg er til et event: androgyne duller, som lige har undsluppet pubertetens kæde af komplekser, står og nikker til de voksnes samtaler mens de tømmer fri bar. Det er endnu et typisk københavner-event – endnu et blandt metastasen af tilflytter-tjekkede sammenkomster hvor groupies dukker op i en tåge af forloren nonchalance og sammenligner garderobe.